Et fællesmøde for nylig, afholdt i Terndrup Idrætscenter, afslørede, at der blandt en lang række foreninger i området, er mange aktiviteter i spil, og der er stor interesse for at sætte mere fokus på den østlige del af Rebild Kommune. Det bliver der fremover meget større muligheder for.

 

REBILD ØDT: Allan Nygaard og Jacob Søndergaard – hhv. medie-konsulent og lokaljournalist ved Folkebladet Rebild, fik indledningsvist ordet for at berette om den nyskabelse det er, at denne lokalavis sammen med Nørager Avis nu dækker den samlede Rebild Kommune med en gratis udgivelse hver onsdag / torsdag. Der omdeles til langt de fleste private postkasser og erhverv, og i enkelte landsbyer opsættes der lokalt små standere, hvor lokalavisen kan afhentes, ligesom der ved lokale købmænd i disse områder kan hentes eksemplarer af Folkebladet Rebild.

Foreningerne tog godt imod dette nye initiativ, og flere af repræsentanterne understregede vigtigheden af et lokalt trykt medie, der kan informere om »alt der rør’ sig« i Rebild Kommune.

Samtidig blev det noteret hos mødedeltagerne, at en lokalavis kun kan udgives som gratis medie, hvis lokalavisen fra erhvervs- og foreningslivet bakkes op af passende aktuel annoncering, når der er budskaber, der skal ud – lokalt eller til hele kommunen. Det samme gælder, når der skal indsendes f.eks. referater mv. fra aktiviteter eller møder i lokalområderne.

Samtidig er det hensigten, at Rebild Kommune også bringer sine budskaber ud gennem Folkebladet Rebild.

Her er et udpluk at status for de fremmødte foreninger:

Rebild Øst Klyngen:

Jacob Ellemann kunne berette om behovet for en genstart af Rebild Øst Klyngen, som blev startet i 2016 og gennem senest corona-årene har været begrænset i sine aktiviteter. Inden corona tiden var der god opbakning til de aktiviteter, der var iværksat med henblik på at øge tilflytningen til området.

– Nu ønsker vi igen at tage nogle initiativer med fokus på tilflytning til området: Her kunne børnefamilier i Aalborg området være en målgruppe, da der faktisk ikke er langt fra det østlige og sydlige Aalborg til vort område, sagde Jacob Ellemann.

Indlægget fremdrev kommentarer fra andre på mødet; bl.a. mente man, at »klyngen« skal ud af området for at rekruttere tilflyttere: Prøv initiativer i Aalborg, Aars eller Randers i stedet for lokale messer. Jacob Ellemann efterlyste gode ideer, med svar senest 10. april.

Der er generalforsamling i Rebild Øst Klyngen 27. marts.

Terndrup IF / fodbold

Brian Christensen kunne berette om et samarbejde med Rebild Kommune om dele af det tidligere stadion til parkeringspladser samt forarbejde til en padelbane ved stadion. Man ønsker at udvide legepladsen ved den gamle tennisbane samt etablere freesbee golf på stadion.

– Det handler også om at genstarte håndbold, som for tiden kun har få hold. Gymnastik afdelingen viser stor udvikling, ligesom det går godt i svømmeklubben, sluttede Brian Christensen sit indlæg.

Terndrup Idrætscenter

Ole Jellesen kunne som ny centerleder melde, at der er skiftet flere folk omkring centret. Centret er en del af »Røgfri idræt« i Rebild Kommune, som netop er startet, der har på det seneste også været afholdt julefrokost og foredrag, ligesom der planlægges senior turneringer mellem byerne i øst.

Pensionistforeningen for Tendrup, Bælum og Blenstrup

Niels Aage Fladkjær: Vi har for nylig holdt generalforsamling med 151 deltagere og god stemning. Foreningen er helt afhængige af tilskud fra fonde og sponsorer. Desuden er vi opmærksomme på økonomien generelt, men mange lokale forretningsdrivende er flinke til at bakke os op.

Ældre Sagen Skørping / Terndrup

Bjarne Larsen kunne oplyse, at afdelingen fungerer godt, og lokalafdelingen nyder godt af stor opbakning fra sponsorer.

Terndrup Spejderne

Ulla Johansen oplyste på mødet, at der er ca. 40 spejdere i troppen. Der er planer om at etablere en grillhytte, shelter og klatretårn samt en weekend spejdertur

Erhvervsforeningen Terndrup

Mads Sørensen oplyste, at han faktisk repræsenterer to foreninger, nemlig den tidligere handelsforening, nu Erhvervsforening, og en grundejerforening, som egentlig er en pligtig erhvervsforening i byens industri.

Der er holdt julefrokost og fælles generalforsamling, men ellers er det sløjt med at komme i gang efter corona-årene.

– Der er etableret samarbejde med Kongerslev Erhvervsforening, og der holdes to årlige arrangementer for at synliggøre foreningerne, som ellers er udfordret på medlemstal.

Mads Sørensen oplyste afslutningsvis, at der er planer om at udvide julebelysningen i Terndrup.

Terndrup Medborgerhus

Her kunne oldermand Knud Pedersen oplyse, at bestyrelsens opgave er at holde huset »kørende«, hvilket er i god gænge.

Terndrup Borgerforening

Ivan Johansen, formand for Terndrup Borgerforening og repræsentant i kommunens Lokalråd oplyste, at der arbejdes med følgende opgaver: En gangsti med lys, parkering ved bageren, parkering ifm. cykelsti ved skolen, belysning generelt samt trafikale forhold omkring hjørnet ved Terndrup Kro. Endvidere en bypark med en »vild have« bag rådhuset, hvor stierne bevares for lokalbefolkningen – og en æblelund foran tandlægens administration.

Endelig oplyste Ivan Johansen, at der arbejdes på at få foretaget en oprensning af mølledammen.

Terndrup Idrætscenter og skolen

Her kunne Frederik Helbo oplyse, at der arbejdes med en skrænt ved svømmehallen og ude-området generelt. Det er dyre projekter, men der søges fundraising, og arbejdet pågår.

Rebild Byråd

Byrådet i Rebild var på mødet i Terndrup repræsenteret af de lokalvalgte byrådsmedlemmer Maybritt Toft Pedersen (V) og Niels Peter Gilliamsen (DSF). Begge bekræftede, at Rebild Kommunes økonomi er udfordret, og at mange forhold inden for kommunen er under forandring. Særligt Skørping og Støvring oplever massiv tilflytning, og det giver store omkostninger på området for daginstitutioner og skoler.

Kommunen arbejder på en »tidligere budgetproces«, som på længere sigt gerne skal holde fingeren på pulsen, så der kan sættes ind, inden det er for sent.

e-max.it: your social media marketing partner