REBILD ØST: Ved forrige uges generalforsamling i Terndrup-Blenstrup-Bælum Seniorer, som blev holdt på Kongerslev Kro, bad formanden Niels Aage Fladkjær de 151 fremmødte mindes de, som i årets løb er gået bort.

Derefter gik forsamlingen over til mødets dagsorden, og valg af Knud Pedersen, som ordstyrer. 

 Niels Aage Fladkjær gennemgik årets gang i foreningen. Formanden rettede en stor tak til Terndrup Taxa for at have holdt fast i priserne på kørsel fra 2021, også selv om nogle ture først er kørt i 2022. Niels Aage Fladkjær gennemgik i kassererens fravær også regnskabet, og han takkede her også for den store opbakning, foreningen har fået af Sparekassen Danmark, Hobro, og andre Fonde, for uden dem gik den ikke, som han udtrykte det.

Undervejs i mødet blev der budt på kaffe og æblekage til deltagerne, og der var musikalsk underholdning ved Bo Young.

Ved valget til foreningens bestyrelse blev Niels Aage Fladkjær genvalgt for ét år. Ulla Jæger nyvalgtes som kasserer efter Kai Kastrup, der ikke ønskede genvalg. Nyvalgt blev også Birgit Øster, efter Lis Laursen ikke ønskede genvalg.

Som første suppleant valgtes Roland Vestergård, Blenstrup. Som fanebærer valgtes Søren Kvist, og såvel Kaj Andersen og Åse Korup blev genvalgt som foreningens revisorer.

Efter Generalforsamlingen var der middag, bestående af forloren hare med tilbehør.

e-max.it: your social media marketing partner