Tirsdag den 31. januar afholdt Støvring Seniorer den årlige generalforsamling i Stubhuset.

STØVRING: Ikke mindre end 170 af foreningens medlemmer var mødt op for at høre bestyrelsens opsummering af aktiviteterne i det forløbne år, der var det første ”normale” år efter corona-perioden.

Charles Waring bød de fremmødte velkommen og udtrykte samtidig en varm tak for, at så mange bakker op om foreningen bl.a. ved at møde op til generalforsamlingen. Mange foreninger døjer i disse år med opbakning fra medlemmerne til aktiviteterne i foreningen. De problemer er heldigvis ukendte i Støvring Seniorer.

Bent Thomsen blev valgt som dirigent og efter at have konstateret generalforsamlingens lovlige indvarsling gav han ordet til Charles Waring for aflæggelse af beretning. Charles Waring gav en opsummering af de mange afviklede aktiviteter i Stubhuset - herunder de afviklede bankospil - ligesom han kom omkring de gennemførte udflugter til henholdsvis Thy og Fur med ca. 125 deltagere på begge udflugter og rundede af med omtalen af julefrokosten på Rold Storkro, ligeledes med 125 deltagere. Efter et par spørgsmål/kommentarer blev beretningen enstemmigt godkendt.

Herefter gennemgik foreningens kasserer, Jørgen Rasmussen, regnskabet for 2022, der sluttede med et mindre underskud.

Kassereren supplerede med yderligere et par bemærkninger til regnskabet og oplyste bl.a., at foreningen i det nye regnskabsår 2023 ikke modtager tilskud fra kommunen. Negative renter er bragt til ophør i slutningen af 2022.

Trods det bortfaldne tilskud fra kommunen fastholder bestyrelsen uændret kontingent - 100 kr. - i 2023. Bestyrelsen søger i den forbindelse at reducere omkostningerne, ligesom der også kan blive tale om en lidt større egenbetaling til udflugter og julefrokost.

Regnskabet blev efterfølgende enstemmigt godkendt.

Efterfølgende gik man over til valghandlingen. Alle, der var på valg, var villige til genvalg og blev genvalgt. Det drejer sig om bestyrelsesmedlemmerne Else Thomsen, Inger Sigsgaard og Flemming Madsen, revisor Leif Skaarup og revisorsuppleant Peter Trads.

Som afslutning på generalforsamlingen takkede Charles Waring endnu engang for medlemmernes opbakning til foreningen.

Efter kaffepausen var advokat Maria Mikkelsen inviteret til at fortælle om fremtidsfuldmagter, hvilket formentlig kunne være af interesse for nogle af foreningens medlemmer.

170 af foreningens medlemmer var mødt op til generalforsamlingen.

Advokat Marie Mikkelsen fortalte bl.a. om Fremtidsfuldmagt.

 

e-max.it: your social media marketing partner