- Onsdag, 18. januar 2023
GULDBÆK: Mandag i sidste uge havde Guldbæk Friskoles 5. og 6. klasse fint besøg. Som en kulmination på et natur/teknik forløb om enzyme - doneret af Lifefonden - fik klasserne nemlig besøg af netop Lifefondens rullende laboratorium.
I laboratoriet mødte eleverne to topengagerede undervisere samt en masse spændende udstyr - alt sammen til rådighed for eleverne hele skoledagen.
Elevernes begejstring var stor:
Carl August, 6. klasse:
- Det var sjovt at arbejde med mikroskoper og stereolupper. Vi blev klogere på at vaske tøj - hvor meget tid, temperaturen, mængden af sæbe osv., der passede bedst. Underviserne var gode til at hjælpe.
Freja, 5. klasse:
- Det var en sjov måde at lære på. Man skulle selv gøre alle tingene. Vi lærte, hvordan man kan vaske tøj uden en vaskemaskine, men vi foretrækker at bruge en vaskemaskine - det er meget nemmere.
Emma, 5. klasse:
- Det er sjovt, når undervisningen foregår andre steder end inde i klasselokalet.
Skolens naturfagslærer, Gunda Bach Thomadsen var også begejstret for dagen:
- Eleverne skulle ikke blot udføre forsøg med spændende nyt udstyr. De skulle også lære at dokumentere deres forsøg, og de skulle prøve at reflektere over resultaterne. Det gav sådan en fornemmelse af rigtigt laboratoriearbejde.
- Vi har allerede bestilt Lifefondens laboratorium til at komme igen til næste år, slutter Gunda Bach Thomadsen.







