- Tirsdag, 10. januar 2023
HAVERSLEV: Onsdag den 18. januar er alle velkommen til en festlig og stemningsfuld koncert i Haverslev kirke, hvor det velsyngende Vodskov Pigekor under ledelse af Martin Kjeldgaard gæster kirken med et bredt sammensat program.
Her er musik af så forskellige kunstnere som ABBA, Kim Larsen, U2, Marie Key, Enya og mange flere. Koret akkompagneres af de to professionelle musikere Michael Andersen (bas) og Peter Lund Paulsen (trommer).
Vodskov Pigekor har givet koncerter i en lang række sammenhænge og har også været på koncertturné til bl.a Norge, Færøerne og Berlin. De udgav i efteråret 2022 to musikvideoer, en stemningsfuld udgave af Kim Larsens Flyvere i natten og en coverversion af ABBA’s Slipping Through my Fingers. Begge videoer blev meget vel modtaget.
Efter koncerten er menighedsrådene vært ved et lille nytårstraktement i Sognets Hus, hvor der serveres kransekage og ”bobler”.


