- Tirsdag, 13. december 2022
I budgetaftalen for Rebild Kommunes budget 2023-2026 blev det vedtaget at gennemføre en opfølgningsopgave, der to gange årligt afdækker en række af de forudsætninger, der er indbygget i budgetaftalen, som blev vedtaget i efteråret.
REBILD: Aftaleparterne bag budgettet (Konservative og Venstre, red.) ønsker med denne budgetaftale at gennemføre en langsigtet og rettidig planlægning af den ønskede modernisering og omlægning af kommunens drift, som kan danne grundlag for det videre arbejde med udviklingen af Rebild Kommune i den resterende del af byrådsperioden. På den baggrund ønsker aftaleparterne, at de større strukturelle moderniseringer og omlægninger følges tæt i fagudvalgene og Økonomiudvalget. Konkret ønsker aftaleparterne for at sikre transparens, at hvert fagudvalg halvårligt gennemfører en status på de enkelte elementer i aftalen, som afrapporteres til Økonomiudvalget og byrådet, hedder det i budgetaftalen.
Aftaleparterne ønsker også, at Økonomiudvalget og i fornødent omfang byrådet følger både likviditeten og den økonomiske effekt af de aftalte initiativer tæt i den kommende tid, således at der i tide kan tages politisk stilling, hvis udviklingen går anderledes end forudsat.
Økonomiudvalget vedtog således på sit møde 7. december, at Byrådets fagudvalg halvårligt gennemfører en status på de enkelte elementer i aftalen, som afrapporteres til Økonomiudvalget og byrådet. Denne afrapportering sker to gange årligt, resten af byrådsperioden – dog således, at den første afrapportering sker i februar 2023.
De enkelte udvalg sætter ifølge vedtagelsen i økonomiudvalget særligt fokus på følgende områder:
Børne- og Familieudvalget:
Skoler og dagtilbudsstruktur, Skoleløsning Støvring: Skolen.
Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget: Omdannelse af areal ved Materielgaarden til idræt.
Teknik- og Miljøudvalget: Understøttelse af lokale initiativer, Salg af bygninger (driftsbesparelse), Energioptimerende indsats, Nedklassificering af offentligvej til privat fællesveje.
Ældre-, Pleje- og Omsorgsudvalget: Modernisering af plejeboligområdet.
Økonomiudvalget: Afbureaukratisering og forenkling, Fælles servicecenter for bygningsdrift, Reduceret bygningsdrift ved færre kvm til administrationsbygninger (driftsbesparelse og salgsindtægt).


