Det sker hvert eneste år.

I haven står en stor og flot kristtorn, hvor de grønne blade i løbet af sommeren og efteråret bliver suppleret med tusindvis af røde bær. I nogle uger står kristtornen med de flotte farver, indtil en morgen, hvor den pludselig er blevet levende.

Træets pludselige nye liv skyldes, at solsorte, vindrosler og sjaggere har kastet sig over de røde bær. Jeg har talt over 30 drosler i træet, og det giver bevægelse og liv.

Lige så pludselig som fuglene dukkede op, er de så væk igen, og det samme er alle de røde bær.

Nu er det godt nok i haven, at jeg kan overvære denne spændende naturoplevelse, men det kunne lige så godt have været ude i skoven.

Kristtornen kan findes ude i naturen, men der skal lidt held til, for det er især i Østjylland og nogle steder på Fyn og Langeland. 

Fuglene har dog hjulpet til med, at den findes spredt rundt om i landet. For efter fuglene har ædt bærrene, så bliver der afleveret en klat, og så er den mulige grobund for en ny kristtorn lagt.

Det specielle navn Kristtorn skulle komme fra en gammel tro på, at Kristi tornekrone i forbindelse med korsfæstelsen, netop skulle være lave af Kristtorn.

Kristtorn har altid været regnet som hellig plante, der beskyttede mod ulykker, og planten har i stor udstrækning været brugt i naturmedicin.

Det har både været plantens blade og de røde bær, der har været brugt.

Bladene indeholder blandt andet stoffet inicin og kaffesyre. Et afkog af bladene kunne blandt andet bruges som et feberstillende middel, ligesom det er vanddrivende og afførende. Afkoget kunne ud over at være feberstillende også bruges mod astma.

Bærrene er let giftige, så især for børn skal man passe på. Hvis bærrene spises vil det give opkastninger, og de har derfor tidligere været brugt som brækmiddel.

Tidligere blev kristtornen som overtro hængt op ved boligen for at fordrive ondt - hvor meget det hjalp er ikke til at vide.

Jeg læste dog for nyligt det råd, at skulle man i en kvægbesætning opleve ringorm, så skulle man hænge kristtorngrene med blade op i stalden. Så skulle den svampeinfektion som ringorm reelt er forsvinde. Så måske kan ophængte kristtorn faktisk fordrive ondt.

Som et lille kuriosum kan nævnes, at Kristtorn faktisk er det eneste løvtræ i Nordeuropa, der er stedsegrønt … og så er de røde bær faktisk ikke bær, men mere korrekt stenfrugter.

Men ingen tvivl kristtornen er med sine glinsende grønne blade, og de røde bær en både spændende og flot plante.

Kristtorn med sine stenfrugter.

Solsort, der hapser en stenfrugt. Foto: Gérard Jaworski

Stillits, der sidder på kristtorn, de spiser dog ikke stenfrugter.

e-max.it: your social media marketing partner