Til 4 personer

•  400 gr. flæskefars

•  Salt, peber

•  1 løg – revet eller grofthakket

•  Evt. 1 fed hvidløg, presset

•  1 æg

•  1 dl. rasp

•  Hakket persille

Tilbehør:
Kartofler, kogt broccoli og tomatsauce

 

Rør det hele sammen og steg som SMÅ frikadeller.

 

TOMATSAUCE:

•  3 røde peberfrugter

•  1 frisk rød chili, renset og i små skiver

•  1 dåse cherrytomater

•  Salt, peber og lidt sukker

Halver peberfrugter, befri dem for kerner, læg dem på bageplade på alufolie og gril dem 15 min. 

Tag pladen ud og dæk den med bagepapir og et viskestykke. Skal stå 15 min. Nu kan skallen trækkes af.

I en gryde kommes peberfrugterne sammen med resten. Giv det 10 min.

 

Så skal der farve på maden, dyrt skal det ikke være, godt skal det se ud, og det gør absolut ikke noget, at det rækker godt og langt. Det er en dejlig ret, når der er børnefamilier omkring bordet. Jeg har endnu ikke oplevet, at børn eller deres voksne for den sags skyld ikke gerne ville spise godt af retten. Kan man ikke undvære pasta, går det sagtens i stedet for kartofler. Ris må også være en udmærket mulighed. Det gode i smagen kommer af, at bollerne steges som små FRIKADELLER i stedet for at blive kogt som boller.

Jeg ved ikke, hvornår jeg lavede det første gang, men jeg ved, at vi fik retten for ganske nylig, og der hører en historie med. Jeg havde lavet frikadeller af oksefars i stedet for af flæskefars, og de var blevet sådan lige bastante nok. Det skulle der blødes op på – for her smider vi ikke gerne mad væk.

Altså lavede jeg tomatsaucen som sædvanligt og varmede bollerne heri. Og det smagte både herren og fruen i huset – og den lille gæst på 7 år var GLAD.

Sådan er der så meget.

e-max.it: your social media marketing partner