- Onsdag, 19. oktober 2022
Kunderne i modetøjsforretningen ”Sirius” i Jernbanegade i Støvring blev i sidste uge mødt af flag ved indgangen, og inde i butikken var der også »dækket op til« fødselsdagsfest.
STØVRING: Festlig flagsætning i kollektionerne, i kombination med skilte, som præsenterede kunderne for gode fødselsdagstilbud, markerede, at Rikke Fruergaard nu har drevet den populære tøjforretning i fire år.
Og det har været fire gode år, fortæller indehaveren: - Vi har hele tiden været fokuseret på at lytte til kundernes ønsker og tilpasse sortimentet til det, som efterspørges, og det har betydet, at vi i dag har et ret bredt varieret udvalg i modetøj til piger i alle aldre, og i otte forskellige brands - så der er noget for enhver smag og i flere prisniveauer, siger Rikke Fruergaard.
Fra onsdag til lørdag i sidste uge blev de fire år så markeret med fødselsdagstilbud, og det var noget, som trak folk til: Da den lokale avis dukkede op, var butikken pænt fyldt med kunder, som var gået på tilbudsjagt imellem udstillede varer med et varieret udbud i både klassiske og moderigtige trends.
Sirius har også tøj i stort set alle størrelser i sortimentet:
- Jeg har oplevet flere, som er overraskede over, at vi også har modetøj i store pigestørrelser, så vi har gjort en del for at udbrede kendskabet til at vi faktisk har modetøj fra størrelse ekstrasmall og helt op til størrelse XX Large, fortæller Rikke, som endvidere kan fortælle om fire gode år med Sirius, selvom corona er kommet noget på tværs - men den gode tid skyldes ikke mindst, at kunderne har været utroligt loyale:
- Sirius har mange gengangere i kundeporteføljen, og Rikke kan desuden glæde sig over, at kunderne kommer både fra Støvring-området og fra andre af de nærliggende byer. Mange kunder kører gerne 20-30 kilometer for at handle her, og det er en glæde i sig selv, siger Rikke.
Udover den fysiske forretning i Jernbanegade drives Sirius også om webshop, og senest har man oplevet stor succes med det populære »Liveshopping«, som præsenteres på sociale medier.
Men, siger Rikke Fruergaard: - Der er nu noget særligt ved at servicere kunderne, som kommer i butikken, og hvor jeg og det øvrige personale kan tilbyde vores professionelle rådgivning og vejledning til dem som vælger at handle i den fysiske butik.
Rikke Fruergaard driver udover Sirius to andre forretninger i Støvring: Børnetøjsforretningen ”Noah” har eksisteret siden 2002, og i 2011 udvidedes aktiviteterne med skoforretningen ”Footsteps” - og senest kom så ”Sirius”, som åbnede i 2018.


