Wøldikes have i Øster Hornum rummer en masse forskellige æblesorter – og en stor samling af pæresorter. Mens efteråret ruller hen over landet vil vi gerne fortælle historier om nogle af disse mange, vidt forskellige pærer.

Utallige pæretræer er gennem årene blev beskyldt for at være: ”bare en gråpære”. Når noget kaldes gråt betyder det ofte simpel og af lav værdi – bare en gråpære, skal altså undskylde, at man ikke har en fin og ædel pære, men blot et træ til bondekost!

Der er ikke noget simpelt eller dårligt over gråpæren. Det er en glimrende spisepære og træet bærer bunker af fine pærer som kan høstes i slutningen af september. Pærerne er langstrakte med en ret lang stilk. Den grågrønne grundfarve går i solrige somre over i gul med et strejf af rødme på kinden. Kødet er hvidlig og ved modenhed meget saftigt med sød, stærkt krydret men fin smag. Sorten er meget gammel og beskrevet (som gammelkendt) i 1628 i en fransk frugtbog. Det er med andre ord sandsynligt at pæren har været dyrket i Frankrig langt tilbage i middelalderen. Den er noteret i fortegnelsen over sorter i Den Kongelige frugttræsplanteskole i Odense i 1795, men den kan have været her i landet længe før. Haveselskabets gartner Bentzien skriver i 1861 at sorten er ”gammelkendt”. 

Træet kan med årene blive meget stort og det er absolut længelevende. Træer på over tyve meters højde er ikke sjældne og det ser ikke ud til at nogen sygdomme for alvor bider på gråpæren. 

Pastor Wøldike har kendt sorten, og den har stået i Øster Hornum præstegård i hans tid. 

I dag er det oprindelige eksemplar for længst væk, men i Wøldikes have står der et ungt og virilt gråpæretræ, som bærer godt trods sin unge alder. Pærerne er, som nævnt, meget velsmagende og derfor er det ikke muligt at nå at smage dem i år – alle de lækre gråpærer er spist af glade forbipasserende, som ikke havde problemer med at gråpæren blot er simpel bondekost.