- Tirsdag, 11. oktober 2022
Sparekassen Danmark i Støvring inviterede forleden i samarbejde med en stribe af byens forretninger til »Pigeaften« i pengeinstituttets lokaler på Hobrovej.
STØVRING: Det var Bisgaard Vin, Sirius, Footsteps, Friliv, Nyt Syn, Kop & Kande, Care By Nature, Madam Riis, Mesterbageren, Le Chef, og Frisør Lá Belle, der i fællesskab stod for arrangementet, som var forbeholdt deltagelse af hunkøn. Og det var en eftertragtet ”vare”: Billetterne blev revet væk, så lokalerne var godt fyldt op, for udover de mange deltagende piger havde de deltagende forretninger opstillet stande med lækkerier og smagsprøver samt artikler fra byens butikker - heriblandt sko, vin, dametøj, briller, gaveartikler og meget meget mere.
Der blev også afviklet et virkelig flot modeshow - med personale fra Sparekassen Danmark som modeller - hvor byens butikker præsenterede de seneste nye trends, så de 100 piger kunne finde inspiration til at blive godt klædt på til den kommende sæson. Sirius, Footsteps, Friliv, Nyt Syn og Frisør La Belle var leverandører af det, som blev præsenteret på modeshowet. Det blev til på alle måder hyggelig aften, hvor alle deltagere fik en goodiebag inkluderende et nummer, som man kunne vinde på. Både før og efter modeshowet var der rig mulighed for at få Dankortet til at gløde, for der var mulighed for gøre en god handel på de mange stande fra byens forretninger.
Afdelingsdirektør Paw Winther fra Sparekassen Danmark, Støvringafdeling, er særdeles tilfreds med arrangementet, og fortæller begejstret, at han og de øvrige arrangører betragter det som en ”super god aften”.


