Det budgetforlig, som indstilles til Rebild-byrådets godkendelse torsdag, indebærer blandt andet en lukning af folkeskolen i Ravnkilde.

Forslaget har fået de fleste i Ravnkilde – incl. borgere, skolebestyrelse, borgerforening mv., til at fare op af stolene og gøre forskellige forsøg på at hindre skolelukningen.

Mathilde Kjeldgaard, der er med i en nydannet gruppe, som arbejder for en mulig etablering af en friskole i Ravnkilde, siger til Folkebladet:

- Vi havde onsdag i sidste uge indkaldt forældre til børn i dagplejen, børnehaven og skolen, og der var en god stemning og vilje til at arbejde videre med ideen om en friskole, der samlet set gerne skulle komme til at omfatte børnehave, skole og fritidsordning.

- Vi tror på, at den igangsatte ordning med en børnehave på skolen, som for at par år siden blev etableret, fortsat kan medvirke til at øge indskrivningsprocenten, og vi tror på, at en øget fokus på en stabil skoledrift, kan få flere til at tilknytte sig skolen med indskrivning af børnene. Ment på den måde, at forældrene ikke fravælger Ravnkilde Skole alene af den årsag, at man ikke ved om den på sigt vil lukke eller ej. Der har som bekendt flere gange været luknings-tanker omkring skolen, og det ønsker vi med dannelsen af en friskole at gøre op med, så vi på langt sigt kan øge elevtallet fra de nuværende 38 til et højere tal.

- Ud over at samle funktionerne i direkte skole-regi, ønsker vi samtidig at bevare de funktioner omkring Ravnkilde skole, som også er en del af hele landsbyens tilstedeværelse – med foreningstilbud af mange slags og et samlingssted for lokalsamfundet i sin helhed, slutter Mathilde Kjeldgaard.

Hele Ravnkilde vil lide

- Ravnkilde Borgerforening spiller på mange punkter en central rolle i byen: Vi står sammen om at få Ravnkilde til tage sig ordentligt ud – på vedligeholdelse og på flagning ved særlige hellig- og mærkedage. Vi har med hjælp fra Sparekassen Danmark fået en ny scene på Mejeritorvet, og vi holder en række arrangementer i årets løb for alle borgere i Ravnkilde, opremser Erling Nielsen, formand for Ravnkilde Borgerforening.

Varmeværket kan blive »Sorteper«

Erling Nielsen peger på, at Ravnkilde Skole er blandt de største aftagere af fjernvarme fra det lokale kraftvarmeværk. Lukker man skolen helt, kan det påvirke balancen i hele byen, og vi alle får en højere varmepris. I forvejen er vi belastet af en fjernvarmepris, som er fordoblet, selv om der gjort tiltag til at forbedre driften. Og varmeprisen påvirker os alle. Hvis man blot lukker skolen, vil det gå ud over alle her i byen, og vi kan få en negativ spiral, og det er ikke, hvad vi ønsker os. Derfor beder vi byrådet tænke sig om en ekstra gang, inden man med et smalt flertal lukker vor skole og måske påfører os problemer på anden vis, slutter formanden for Ravnkilde Borgerforening.

Folkebladet har tidligere fået udtalelser fra byrådsmedlemmer om de besparelser, der er på spil i det foreliggende budgetforlig blandt V og K. De øvrige partier og lister i Rebild Byråd har taget afstand fra budgetforliget. Disse er: Socialdemokratiet, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Den Sociale Fællesliste.

De nævnte udtalelser er bragt i forrige udgave af Folkebladet. 

/ JS

e-max.it: your social media marketing partner