- Mandag, 10. oktober 2022
Brugerrådet på Birkehøj havde sammen med personalet herfra inviteret til høstfest i sidste uge. Det blev en rigtig dejlig aften med lækker mad og hyggemusik. Gertrud spillede også op til fællessang, så alle fik luft i lungerne og trænet stemmerne.
Busudvalget sørgede for at de sidste penge til den nye bus blev samlet ind denne aften, så vi var klar til at modtage LIVA, den nye bus, dagen efter.
Beboerne på Birkehøj, pårørende og seniorer ude fra byen vil sige TUSIND TAK for en dejlig aften – tak for alt det arbejde, I lægger i sådan et arrangement. Endnu engang nød vi også de flotte blomsterdekorationer lavet af Inge Buus, denne gang i efterårsfarver, blomster og blade fra hendes egen have. Inge blev jo som bekendt kåret til Årets Frivillig 2022 i Rebild Kommune.
Her på Birkehøj er der hen over året mange arrangementer for beboerne og også for seniorerne udefra. Og det lader sig gøre, fordi I alle er så engagerede i at gøre noget for andre. Det er helt igennem et fantastisk sted at være beboer og også pårørende, vi skønner meget på jeres arbejde. Tak.
Tekst og foto: Annette Søegaard.

