Baggrunden for denne artikelserie er udgravningen af Støvring Vandmølle i foråret 2021. Der vil blive præsenteret infotavler den 10. juni på stedet. - Denne er nr. 3 i rækken

I maj 1958 var der på døren til Støvring Vandmølle sat et papskilt, hvor på der stod ”Lukket på grund af salg”. Det var for så vidt rigtigt, idet der ikke modtoges mere korn til formaling. Mølleejer Jens Søndergaard holdt dog stadig gang i det gamle maskineri for at formale det sidst indleverede korn og kontrollerede til det sidsste, at formalingen var sket tilfredsstillende. 

Det var nu slut med mølleriet, og hele herligheden blev sat til salg. Det blev murer Meinhardt Nielsen fra Hjallerup, der købte hele virksomheden inklusiv mølledammen. Jens og Emmy Søndergaard beholdt dog de to længst mod nord beliggende bygninger. Meinhardt Nielsen ombyggede og udvidede de bestående bygninger og påbegyndte en produktion af stålmøbler, først og fremmest til institutioner. For eksempel skolemøbler til Øster Hornum Skole. I 1965 påbegyndte han en større tilbygning. Dette byggeri gik dog i stå inden færdiggørelsen og stod ufærdigt i resten af hans tid. I 1977 flyttede Meinhardt Nielsen sin produktion til Vaarst.

Lars Buus Larsen fra Hæsum arbejdede på fabrikken, kaldet ”Meinhardt Nielsens Stålmøbelfabrik” i en årrække og har fortalt om sin ansættelse: 

”Det kom mig til gode, at jeg var god til at svejse, og derfor kom jeg til at arbejde nede ved Meinhardt i Støvring på Støvring Stålmøbelfabrik. Her blev der lavet stålmøbler, for eksempel kantineborde og skolemøbler. Jeg lavede for eksempel firs stole om dagen. Stålrammen er svejset sammen, og alt det sjov der med mekanikken blev jeg tvunget til som soldat at lære lige efter krigen. Fra fabrikken lavede vi blandt meget andet både stole og borde til forsamlingshuset i Øster Hornum. De stole og borde holdt i mange år. Meinhardt købte en større fabrik nede ved Vaarst, og der syntes jeg ikke, jeg ville flytte med, så jeg gik en tid og makkede med tingene herhjemme”. 

Efter at Meinhardt Nielsen var fraflyttet bygningerne, overtog pr. 1. juli 1977 en glasfibervirksomhed, ejet af Frede Madsen fra Godthåb og Kurt Kæsler fra Vinderup, bygningerne. Før de kunne komme i gang med produktionen, forestod et større arbejde med nyindretning og færdiggørelse af den tilbygning, Meinhardt Nielsen havde påbegyndt i 1965. Den havde siden da stået ufærdig uden tag eller isolering. Fra begyndelsen af september 1977 kom produktionen af Bella teltvogne og glasfiberjoller af typen ”Nibenitten” i gang. Foruden de to ejere blev der ansat syv medarbejdere til at forestå produktionen.

Det gik godt for virksomheden, for allerede i august 1978 kom antallet af medarbejdere op på 25, idet produktionen af glasfiberjoller og en lille sejlbåd for alvor tog fart, samtidig med at produktionen af teltvogne fortsatte med i underkanten af 500 vogne til en salgspris af omkring 10.000 kroner om året. Produktionen af teltvogne foregik i vinterhalvåret, så vognene kunne leveres inden sommerferien til de elleve forhandlere landet over, der havde indgivet ordrer. 

Produktionen medførte, som folk der husker virksomheden, siger i 2021 ”en forfærdelig grim lugt, når vinden var i den forkerte retning”. Problemet med dampe fra glasfiberproduktionen havde i fabrikkens første år også eksisteret inde på fabrikken de første år, men blev løst. Efter et par ejerskifte lukkede virksomheden i 2006 og bygningerne blev i 2009 revet ned.

Den gamle mølledam blev i første omgang omdannet til ørreddamme, ejet af Knud Jøker, der også var indehaver af ørreddamme i Gravlev. Dammene blev nedlagt omkring 1968 og arealet blev efterhånden fyldt op og i en periode anvendt som et firmas oplagringsplads. I 1981 blev der på området anlagt tennisbaner.

Det var Støvring Tennisklub, der nu fire år efter dannelsen kunne spille udendørs på egne baner i stedet for kun indendørs eller på andre klubbers baner. I begyndelsen havde man ingen klubfaciliteter udover en fire kvadratmeter stor skurvogn til opbevaring af det nødvendigste udstyr. I juli 1982 fik klubben for et mindre beløb lov at benytte omklædningsfaciliteterne på den nærliggende kommunale materielgård. 

Som før skrevet beholdt Jens og Emmy Søndergaard de to længst mod nord beliggende bygninger. De boede i det, der også før havde været beboelse og indrettede ”Rekord Vask” i den anden. Det skete i 1959, året efter lukningen af vandmøllen. ”Rekord Vask” var en kæde  af vaskerier, der fungerede i store dele af Danmark. Emmy vaskede til at begynde med i tre maskiner. Senere kom flere maskiner til og desuden tørremaskiner. Også en rullestue kom til at høre til virksomheden. 

Emmy klarede arbejdet i vaskeriet, mens Jens hentede og bragte tøjet i en varevogn. Der var næppe et barn i Støvring, som ikke vidste, at Jens foruden vasketøj altid havde et glas bolsjer i vognen. Der blev delt flittigt ud. Vaskeriet lukkede 1981, og bygningerne blev revet ned i 2009.

Området, hvor virksomhederne havde ligget, kom i årene indtil 2021 til at henligge som et let sumpet grønt område. Foranlediget af et større vejarbejde i forbindelse med opførelsen af Klepholmbroen, blev der etableret et regnvandsbassin på området.