Den anden onsdag i maj fejres der hvert år Dagplejens Dag i hele landet. De sidste par år har det jo ikke været muligt på grund af corona, så i år har man virkelig glædet sig til dagen

SULDRUP: Velfærdsaftalen i Rebild Kommune gør, at man er frisat på børneområdet. I den forbindelse deltog en del af dagplejerne i en inspirationsaften, hvor man kunne finde nye samarbejdspartnere. Der blev herefter udarbejdet et idékatalog med mange muligheder, og som følge heraf, fik man kontakt med Familiedans, som hører hjemme på spillemandsmuseet i Rebild. 

Dagplejerne i Suldrup var så heldige, at Familiedans  havde tid til at kigge forbi  legestuen i FDF-huset i anlægget. 

Else og Karin kom og skabte liv og glade dage med musik og sang ude under bøgetræerne. Samtidig fik man genopfrisket nogle af de gamle børnesange og lavet rytmelege med rasleinstrumenter, ledsaget af lystigt harmonikaspil. Flere af børnene fik også prøvet at “spille” lidt på harmonikaen, hvilket de syntes var meget spændende. Følesanserne blev også sat i gang, da de alle fik udleveret en fin fjer, som de kunne kilde sig selv på næsen med - eller vennerne i nakken.

Efter middagsmaden, var børnene både mætte og trætte, så de fik sig en tiltrængt middagslur. 

Om eftermiddagen kom forældrene til kaffe, hvor man var så heldige, at flere forældre kom med kage. Man kunne tydeligt høre på den hyggelige summen, at forældrene nød, at de igen kunne mødes til lidt hyggelig samvær.

e-max.it: your social media marketing partner