- Torsdag, 3. februar 2022
Kører man forbi Siem, så er det den lille kirke uden tårn fra middelalderen man først bemærker, da den ligger helt tæt ud mod vejen.
Når kirken er besøgt og der er set nærmere på det indre, så vil mange nok mene, at der ikke er mere at se i Siem. Men her tager man fejl, for der er mere spændende.
Man kan blandt andet se nærmere på to sten, der hver rummer sin spændende fortælling.
Den ene sten kan man finde i østgavlen på Siem kirke. Der er tale om en rød granitsten, der er mørkere end de andre sten i muren og er placeret i tredje skifte, som tredje sten fra nordmuren. Den blev kaldt for ”Blodstenen”, og folk kom langt væk fra for at hugge lidt af stenen. Det afhuggede skulle knuses, og blandes med mælk og drikkes før solnedgang – ellers så ville det ikke virke, og have en helbredende effekt. Kigger man efter, så kan man se, at der er brugt værktøj på stenen. Stenens helbredende virkning blev stadig søgt i slutning af 1800-tallet, hvor folk fortsat valfartede til kirken. Det siges, at blodstenen mistede kraften, da pulveret fra den blev givet til kreaturer.
En anden sten ved Siem, som er et besøg værd, er ”Dynestenen”. Oprindelsen af navnen er ikke kendt.
Stenen ligger præcis på skellet mellem sognene Siem, Torup og Store Brøndum. Alt efter hvilken side man står på af stenen vil man stå i forskellige sogne.
Mange steder i landskabet ligger der store sten, som sagnene siger at trolde har kastet efter kirker. Trolde kan nemlig ikke lide lyden af kirkeklokker.
Om det er tilfældet med Dynestenen vides ikke, men så har trolden ikke været så god til at sigte, da der er cirka to km til hver af kirkerne i de tre sogne. Det siges dog, at der kan genfindes mærker efter troldefingre i stenen.
Et sagn fra egnen siger, at når Dynestenen kan lugte nybagt brød, så vil den vende sig. Men stenen ligger stadig, som den altid har ligget.
To sten ved Siem med hver deres historie er med til at gøre området meget spændende, hvis man interesserer sig for lokale sagn og historier.

Birgitte sidder nu i St. Brømdum sogn ved Dynestenen.

Blodstenen er placeret i tredje skifte som tredje sten fra nordmuren.


