- Onsdag, 16. juni 2021
Lions Prisen uddeles hver år af Lions Danmark til et udvalgt projekt inden for forskning i sundhed.
Lions Prisen opstår gennem frivillige indbetalinger fra landets Lions klubber. I 2021 blev prisen på kr. 350.000, uddelt på Lions Årsmødet i Vejle den 12. juni 2021. Der var i alt indstillet otte projekter fra forskellige klubber til at modtage Lions Prisen. Lions Prisen blev uddelt for 31. gang, og der er nu gennem årene uddelt mere end 12 millioner kroner.
SVENSTRUP: Det vindende projekt var indstillet af Lions Svenstrup og er et forskningsprojekt på Aalborg Universitetshospital under ledelse af Professor, specialeansvarlig overlæge, ph.d., dr. med. Carsten Reidies Bjarkam på Neurokirurgisk Afdeling. Carsten og hans forskningsteam forventer, at projektet kan give ny viden til at kunne forbedre prognosen for de hårdest ramte patienter med svær hjerneskade.
Som grundlag for indstillingen har Lions Svenstrup arbejdet 1 år med at finde egnede projekter, skaffe materiale på projekterne og gennemføre en intens vurdering for at finde frem til det ene projekt, som klubben så indstillede til prisen. Klubben fandt frem til projektet i samarbejde med overlæge Benedict Kjærgaard, overlæge på Hjertekirurgisk afdeling på Aalborg Universitetshospital. Benedict er bl.a. ekspert i at genoplive personer, som har fået hjertestop pga. kulde. Benedict kunne udpege to projekter for klubben, som efterfølgende blev vurderet på basis af materiale modtaget fra de ansvarlige forskningspersoner bag projekterne, og hvor klubben endte med valg og indstilling af det projekt, som nu har modtaget Lions Pris 2021. Benedict deltager selv i forsøgsarbejdet, idet hans berømte forsøgsdyr bestående af meget specielt udvalgte grise i stalden under Aalborg Universitetshospital, skal anvendes i forsøgene.
Lions Pris er blevet et projekt i Lions Svenstrup. Hvert år har klubben bevilget og indbetalt til Lions Pris, men for 1 år siden fostrede klubben en målsætning om, at Lions Svenstrup selv skulle finde og indstille projekter til Lions Pris. Klubben så muligheden for seriøst at kunne etablere et initieringsarbejde med at finde og skabe indstillingsberettigede projekter og gennem et efterfølgende godt og kreativt opfølgningsarbejde kunne tilføre klubben spændende udfordringer og oplevelser og ikke mindst en masse PR.
Formanden for Klubudviklingsudvalget i Lions Svenstrup, Viggo Jørgensen, udtrykker det sådan:
- Det at arbejde med sådant et projekt i klubben skaber engagement, det skaber PR, det skaber udvikling, og det kan skaffer nye yngre medlemmer til klubben – her kommer de til at opleve en mulighed for aktivt at medvirke i et udfordrende arbejde med at initiere, formulere og gennemføre spændende projekter i klubbens lokalområde. Jeg håber og tror, at der er personer i klubbens lokalområde, som gerne vil være med i hjælpearbejdet i Lions Svenstrup og bl.a. finder det spændende, at opleve udviklingen i dette meget spændende forskningsprojekt bag kulisserne.
Det at klubben har vundet er selvfølgeligt en milepæl, men det er ikke afslutningen på arbejdet. Klubben vil nu sammen med prismodtageren overlæge Carsten Bjarkam og hans forskerteam løbende følge projektet, ved med jævne mellemrum at få spændende rapporteringer til brug i klubben. Det være sig til foredrag med forskerteamet, besøg i forskermiljøet og ikke mindst finde elementer i gennemførelsen af forskningsprojektet, hvor klubben evt. kan medvirke med en hjælpende hånd.


