Egentlig en total misvisende overskrift, men ordspillet går på, at Mike Andersen var den anden kunstner til at besøge Stubhuset efter genåbningen.

Af Henrik Larsen - Foto: Britta Fabricius Olesen

n STØVRING: I virkeligheden er han i forbindelse med dansk blues og dansk rock’n’roll Mike Andersen den første – ingen over, ingen på siden af ham. Han er et ikon indenfor sin genre på den danske musikscene.

Det kunne man så glæde sig over at opleve i Stubhuset, hvor han med sit ualmindeligt velspillende, skarpe og præcise band (Kristian Fogh på keyboards, Johannes Nørrelykke på guitar og storebror Mads Andersen på trommer) besøgte Støvring torsdag aften.

Han og bandet har gæstet spillestedet før, og Mike Andersen lagde ikke skjul på, at det var dejligt at vende tilbage til Stubhuset. Særligt i lyset af den specielle situation de danske kunstnere har befundet sig i, hvor man ikke har kunnet komme ud og lave det, de allerhelst vil, nemlig livekoncerter. Og helt normalt er det stadig ikke: Bandet spillede denne aften i Støvring, skulle spille dagen efter i Skagen og kunne så kigge frem mod en hel masse aflysninger indtil september, hvor Mike Andersen sender sit 7. studiealbum på gaden, hvilket bliver fulgt op af en række koncerter.

Heldigvis havde Stubhuset ikke aflyst, så de, der har hørt Mike Andersen og band før, kunne glæde sig over en stribe sange fra hans bagkatalog og en håndfuld spritnye – heriblandt Finally Feeling Free, som han har skrevet sammen med Billy Cross. En glad sang, fordi Billy Cross mener, Mike Andersens sange alt for ofte har et depressivt indhold og handler om ulykkelig kærlighed. Nu er det jo også blues, Mike Andersens hjerte i særlig grad brænder for, så det er måske ikke så underligt. Men det muntre og lidt poppede, som i denne, nye sang klæder ham, og det slår også igennem på et andet nyt nummer Raise Your Hands, som er én af de mange corona-kompositioner, der til gengæld er opstået i kølvandet af nedlukningen. Den skal nok blive et rigtigt koncert-hit med masser af fællessang og løftede hænder, når man må dét.

Det er sagt før: Mike Andersen har en fabelagtig vokal og ikke mindst spiller han et sublimt guitarspil. B.B. King er hans forbillede, det kan man høre, men han slår B.B. med flere længder på i hvert fald guitarspillet. Når det poppede sniger sig ind over hans sange, fristes man til gengæld til at sammenligne lidt med Huey Lewis & The News, men her løber Mike Andersen også med sejren. Fordi han er så dygtig vokalt og instrumentalt, og fordi han har de her gutter bag sig, som er så eminente til deres håndværk. Kristian Fogh kan man godt forstå, mange danske kunstnere benytter sig af på keyboards. Han er i særklasse. Og Johannes Nørrelykke kan også håndtere en guitar som det ypperste legetøj – eksempelvis på nummeret City of Sin, hvor han giver den så meget gas på en akustisk guitar med sliderør og elektrificeret effekt, at man bliver blæst helt til Hamburg, hvor Mike Andersen har fundet inspiration til sangen. Men også Kristian Kold og storebror Mads lægger en fremragende, rytmisk bund som et solidt fundament til Mike Andersen, der virkelig må føle sig i vanvittigt trygge rammer.

For dén, hvor er det godt. Og for dén, hvor kunne man ønske, Mike Andersen kunne få lov til at optræde noget mere på P4’s ellers særdeles ensformige playlister, så disse kunne få noget liv og variation, og så Mike Andersen kunne få den folkelige opmærksomhed, som han faktisk fortjener. Han er i en liga for sig, og der kan ikke opfordres tilstrækkeligt meget til, at man, næste gang han og bandet lægger vejen forbi Stubhuset og Støvring, under sig selv den musikalske oplevelse en koncert med Mike Andersen og band er. Prøv det!

Mike Andersen gav den gas i Stubhuset.

Der var selvfølgelig helt styr på afstand og mundbind!