STØVRING: Grundejerforeningen Stensgaardens traditionelle loppemarked ved siden af Shell i Støvring er på banen igen. Hurra for det! Små lyspunkter dukker op i disen efter pandemien. 

Man håber og tror på, at det kun kan gå fremad og glæder sig over de ting, man før tog for givne, igen kan lade sig gøre. At man igen kan mødes, handle og prutte om priser. Kort sagt - få en hyggelig dag i selskab med andre og gøre en god handel. På behørig afstand selvfølgelig og i det fri. 

Formand Hardy Holm siger: - Ryd op på loft og i kælder og bestil en stand. Alle de ting, I ikke har brugt i årevis, kan komme til ære og værdighed og få et nyt liv hos andre familier i stedet for at samle støv på lofter, i skabe og kældre.

Grundejerforeningen sørger for god afstand mellem standene, afspritningsmuligheder og vagter til at sørge for, at der ikke bliver for mange og alle holder afstand.

Besøgende og sælgere sørger for at medbringe det gode humør og masser af ting og sager, og så beder Grundejerforeningen vejrguderne om godt vejr.

Grundejerforeningen håber på rigtig mange stande og rigtig mange gæster. Loppemarkederne har været savnet hos både sælgere og købere, så man ser frem til en hyggelig og fornøjelig markedsdag. 

e-max.it: your social media marketing partner