- Onsdag, 12. maj 2021
4 personer
• 200 gr. bacon
• 1 stort løg
• 250 gr. champignoner
• Olie
• 1/4 piskefløde
• 2 æg
• 1 spidskål
• Evt. persille
Løg i både, bacon i strimler og champignoner i skiver svitses i olie i kort tid, tilsæt så fløde og evt. lidt mælk og kog op.
Pisk æg sammen og vend det i gryden – salt og peber tilsættes nu.
Spidskål i meget tynde skiver – mandolinjern er det allerbedste til denne øvelse - vendes i saucen. Evt pyntes der med hakket persille.
Kan serveres, som den er – eller med hakkebøf, karbonade eller frikadeller
Hvad skal jeg dog gøre med et spidskål? Ja, og jeg har endda også 2 små hvidkål...
Spidskålen kommer på førstepladsen, dels fordi den er sprødt og frisk, og dels fordi dens holdbarhed ikke rækker helt så langt som hvidkålenes.
Jeg mindes min mors og min svigermors stuvede spidskål, og dem var der da overhovedet ikke noget i vejen med – hverken min mor, svigermor eller spidskålen!
Men jeg har lyst til noget lidt mere nutidigt. Så hvad med at skifte pasta i en carbonara ud med spidskålen? Som tænkt, så gjort.
Retten smager godt, serveret som den er, eller med et par kartofler og måske en frikadelle.
Vi er 2 i min husholdning, og jeg vidste godt – inden servering – at den mandlige part gerne ville have kartofler og noget kød hertil, og at jeg udmærket kan fornøje mig
med den rene vare! Og så blev det sådan!
Nu er der så kun hvidkålene tilbage. De er blevet forvist til en hylde i redskabsrummet, og der ligger de jo ganske godt og sådan lidt halvkoldt.


