Fredag aften kom der atter liv i Stubhuset efter en lang nedlukning.

Af Henrik Larsen - Foto: Mads Bødker

STØVRING: Man kunne næsten se de brede smil bag mundbindene; i hvert fald i øjnene hos Stubhusets daglige leder, de ansatte, de uvurderlige frivillige og hos publikum, da dørene igen blev slået op til livemusik i de nyrenoverede omgivelser i Stubhuset. En forventningens glæde summede, men det var heller ikke et hvilket som helst band, der sparkede gang i livemusikken i Støvring igen.

Aftenens navn var Jonah Blacksmith, der endelig kunne afvikle den koncert, som for længe siden var udsolgt på meget kort tid, og som var blevet flyttet én gang. Nu for et mindre talstærkt publikum på grund af restriktionerne, men ikke med en reduceret begejstring for at komme ud at spille igen. Tværtimod. Man fornemmede, at de tre fyre i Jonah Blacksmith – brødrene Thomas og Simon Alstrup samt Jon Kjeldsen på keys – var virkelig glade for at stå på en scene foran et live-publikum igen.

De kan noget, de par brødre. For det første komponerer de nogle særdeles iørefaldende sange. For det andet er de et par virkelig gode sangere; naturligvis med særligt øre på lillebror Simon. Han har en vidunderlig stemme. For det tredje er de bare nogle hyggespredere, der er kommet for at levere og give den bedste oplevelse til publikum. Det fornemmes tydeligt. Og så er der den dér Thy-dialekt, når Thomas fortæller historier og anekdoter. Den emmer af ro, underfundighed, humor og ikke mindst tryghed. Det er virkelig fint. Hans eneste ”kiks” var – måske i begejstringens øjeblik over at komme ud at spille igen – at han forsøgte at lægge op til en omgang forbudt fællessang. Både Stubhusets leder, Helle Jørgensen, samt han selv havde påpeget, at man ikke måtte synge. Alligevel kunne han ikke lade være, hvilket resulterede i en meget behersket, nynnende, ”fællessang” fra et publikum, som tydeligt holdt sig tilbage og fulgte reglerne. Den store fællesrøst må Thomas Alstrup og andre kunstnere have tilgode. Men den vender tilbage lige om lidt.

Mor, og ikke mindst far, som var tilstede i Stubhuset denne fredag måtte lægge ører til diverse stikpiller fra deres drenge på scenen, men først og fremmest kunne de få bekræftet, at de har et par virkelig dygtige sønner, og at familien for dem alle virkelig er og har været omdrejningspunktet igennem livet. Familien frem for alt. Det er meget smukt. Det kommer også til udtryk i de fine sange, hvoraf rigtig mange handler om noget familiært – om det så er sange om broderskab, egnen og naturen man kommer fra og aldrig søger væk fra, børn eller hyldester til den bedstefar, som har betydet så meget for hele familien, og som har været dén, der har sået frøet til, at Jonah Blacksmith har skrevet og udgivet fantastisk musik, og som nu drager land og rige rundt for at dele musikken med alle vi andre. Tak for det, bedstefar! Hvordan sangene så skal fortolkes – det er op til lytteren og dennes fantasi. Det holder Jonah Blacksmith for sig selv.

Hvilken smuk genåbning af Stubhuset; nyrenoveret med ny scene, bagtæppe og nyt gulv, men heldigvis med den helt fantastiske lydoplevelse intakt. Der produceres ikke megen bedre koncertlyd i Danmark, tør skribenten næsten lægge hovedet på blokken og påstå. Lyssætningen denne aften var også i en særklasse. Havde man forventet standerlamper og udstoppede dyr, som plejer at være i Jonah Blacksmith’s scenografi, blev man måske skuffet. Det hele var skiftet ud med mere moderne lys, men det fungerede virkelig godt og var visuelt smukt.

Så sikke en genåbning: Dygtige og hyggelige musikere, smukt lys, fantastisk lyd og 14 skønne sange fra Jonah Blacksmith. Det var i bund og grund en helt perfekt aften.

Alle havde styr på coronapas og mundbind. Ingen sure miner - kun glade og forventningsfulde publikummer.