To uger før 2. verdenskrig sluttede i Europa, styrtede et britisk bombefly natten mellem 20. og 21. april ned midt i Torstedlund Skov.

Af Niels Nørgaard Nielsen, Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune

AARESTRUP: Flyet havde været på jagt i Skagerrak og Kattegat efter tyske ubåde, der søgte fra den sønderbombede flådehavn i Kiel til mere sikre baser på den norske vestkyst, fx havnen i Trondheim. Af årsager vi ikke kender, vendte flyet næsen hjemad mod sin skotske base Leuchars ved Dundee før tid og fløj den direkte vej, der gik over land og altså Torstedlund Skov. Af årsager vi heller ikke kender, styrtede flyet ned her og brændte op i en eksplosionslignende brand, der kostede dens elleve mand store besætning livet.

I al almindelighed havde Aarestrup ikke mærket noget særligt til krigen bortset fra de almindelige fortrædeligheder med varemangel, indskrænkning i trafikken, lejlighedsvis gennemfart af tyske soldater, der købte kager hos bageren og så et udgangsforbud, man i øvrigt ikke tog særlig højtideligt. På den baggrund gjorde det naturligvis et meget stærkt indtryk på beboerne, at det store britiske bombefly forulykkede så nær ved og så tæt på krigens afslutning. De omkomne blev i første omgang ikke fundet. Det skete først i 1947, hvor de blev fundet begravet på ned-styrtningsstedet. Under stor deltagelse blev de 22. juni begravet på Aarestrup Kirkegård.

I Aarestrup har man siden afslutningen af 2. verdenskrig haft tradition for at højtideligholde årsdagen for befrielsen efter den tyske besættelse 4. maj 1945 med en befrielsesgudstjeneste i kirken. Fra 1948 og alle årene derefter er der i forbindelse med gudstjeneste om aftenen 4. maj blevet lagt en krans på de omkomnes grav. Således også i år, hvor det var Egon Randers, der lagde kransen.

Egon Randers, der boede på Præstevej lidt nord for Aarestrup, var i 1945 10 år gammel. Netop 4. maj havde hans forældre været til et stort bryllupsgilde på gården Højvang lidt vest for Aarestrup. Herfra havde gæsterne set branden, der opstod ved flyets styrt. Da forældrene kom hjem, vækkede de Egon og hans lidt ældre fætter Niels, der havde været fungeret som barnepige. De kom med udenfor, hvor de tydeligt kunne se branden, der for Egon så ud som om den var lige i skovkanten, så stærkt lyste den op i den klare nat.

Egon var med inde i skoven nogle dage efter, hvor han så vragdelene, der lå spredt ud over et større areal iblandet afbrændte og knækkede træer. Der var tyske soldater til stede og mange folk, der kom for at redde sig skruer og andre metaldele, som kunne bruges til lidt af hvert. Flyets motorer var rullet længst frem, ned i dalsænkningen, mens rester af flyets vinger, der i nedstyrtningen havde klippet toppen af de høje graner, lå spredt mellem de øvrige vragdele. Ellers var der ikke genkendelige rester af flyet, som var splintret i tusind stykker. Rundt om ulmede det stadig efter den voldsomme brand forårsaget af styrtet.

I sin prædiken sagde sognepræst Anna Margrethe Saxild blandt andet: 

- Befrielsen er en påmindelse til os om, at vi ikke skal skabe fjendebilleder. Det gavner ingen. Netop fordi Danmark er frit, kan vi ytre os, som vi har lyst til og sige præcis, hvad vi vil. Den frihed giver os mulighed for at skabe det gode, men også for at skabe had mellem mennesker, at nedværdige og udstille det sårbare og gøre os selv til monstre, når vi bruger de andres skyld, angst og svagheder til at få magt over dem. ”Alt er tilladt”, som Paulus skrev det, ”men ikke alt er gavnligt.

- Vi skal bruge denne aftens mindegudstjeneste til også at huske, at vi skal være saglige og ikke lade følelserne løbe af med os, så vi ikke ender i en ny krig - og nogle gange så gavner det altså mest at lægge bånd på sig selv. 

- For 76 år siden på denne aften blev mørklægningsgardinerne revet ned, så lyset kunne komme både ud og ind ad vinduerne. De mørklægningsgardiner, som stadig findes i os af had, mistillid og mistro, skal vi hive ned, så vi kan blive ved med at leve i fred og frihed med hinanden. Det er den bedste måde, vi kan ære dem, der faldt i krigen dengang i tiden op til 1945.

Æret være deres minde og Guds fred være med os alle!

Sognepræst Anne Margrethe Saxild på gravstedet, hvor kransen netop er blevet lagt.