- Fredag, 7. maj 2021
Har man én gang prøvet det - det at vågne en tidlig morgen ude i skoven, når rødhalsen som den første fugl begynder at synge, eller oplevet et par rådyr gå og søge føde 10 meter fra teltet, så ønsker man helt sikkert at få oplevelsen igen.
Naturstyrelsen er ejer af den centrale del af Rold Skov, og her er der mulighed for at overnatte i det fri.
Der er flere muligheder for at overnatte i en skov
Man må gerne overnatte i skovbunden i en sovepose, med et regnslag eller tilsvarende på jorden, men også i en hængekøje i et træ.
Sætter man en hængekøje op i et træ, så skal man være meget opmærksom på ikke at gøre skade på træets bark.
Sættes regnslag, presenning eller tarp op på en sådan måde, at det kommer til at minde om et telt, så må det kun ske på områder med friteltning eller på en officiel lejrplads.
I Rold Skov er der fri teltning i de skovområder, der er omfattet af Nørreskov, Fællesskov, Brændeskov og Mosskov/Øster Bane Skov.
Der er en række regler omkring fri teltning, som man skal følge blandt andet:
• Det er kun tilladt at overnatte én nat (for små lejrpladser må man dog overnatte to nætter).
• Man må højst slå to telte op på samme sted.
• Teltet må maksimalt være til tre personer.
Placeringen af telte skal være sådan, at de er uden for synsvidde fra drift- og beboelsesejendomme - herunder campingpladser.
• Der må kun anvendes åben ild på indrettede bålpladser.
• Der må kun anvendes stormkøkken, hvor brænderen er indelukket, ligesom man skal sørge for, at der ikke er brændbart i umiddelbar nærhed. Og vær især meget opmærksom på brandfaren, når der er tørt.
Man skal endvidere huske på, at kørsel ikke må finde sted på skovveje med mindre det er tydeligt vist ved skiltning, og så skal man selvfølgelig huske at rydde op efter sig, således at lejrpladsen ikke efterlader spor.
Som jeg som spejder plejer at sige ”Når man er i naturen, så er det eneste man skal efterlade sine fodspor” - “kan man tage noget med ud, kan man også tage det med hjem igen”.
Og er du ikke helt tryg ved at sove ude i skoven, så er det nu også meget hyggeligt at sove hjemme i haven.

Morgensol ind i hængekøjen.

Birgitte sidder med en bog i aftensolen.

Telttur med 75 km vandretur.


