- Tirsdag, 23. februar 2021

En af de skader jeg som førstehjælpsinstruktør altid bruger tid på at snakke om, er forstuvninger og ledskred. Dette skyldes blandt andet, at det er en hyppigt forekommende skade, der kan ske i rigtig mange situationer, men heldigvis er det ofte i en mild overbelastnings grad.
Kroppens bevægelighed skyldes de mange bevægelige led, der er i kroppen. Ved påvirkning ved eksempelvis sportsudøvelser, ved at man træder forkert på en vandretur eller vi bare har rigtig godt igang i en leg, så vil et led kunne udsættes for en sådan påvirkning, at det kan “glide” fra hinanden.
Ved et ledskred har ledet/knoglen sat sig ud i en unormal stilling, men ved en forstuvning kan man sige at leddet “hoppet” på plads igen.
Forstuvning
Ved en forstuvning vil der være sket strækning af ledbånd, nerver m.m., og der vil typisk være en hævelse på grund af blødning. Der vil af samme grund være nedsat bevægelighed og ofte også smerter.
Førstehjælpen ved forstuvning gennemføres efter RICE-princippet jvf. Dansk Førstehjælpsråd.
• R – Ro – Det skadede led holdes i ro, således at der ikke sker en forværring af skaden.
• I – Is – Der køles på det skadede led. Dette gøres med en ispose, der indpakkes i stof eller forbinding. Der må ikke ske køling direkte på huden, da der så kan komme en forfrysning. Der køles i mindst 20 minutter.
• C – Kompres – Anlæg en støtteforbinding, dette giver et let tryk på eventuelle blødninger omkring ledet, hvilket kan medvirke til at disse hurtigere stopper. Samt det giver støtte til leddet.
• E – Elevation – Ved at hæve det skadede led over hjertehøjde bliver blodgennemstrømningen og som følge heraf vil blødningen blive nedsat.
Normalt skal en forstuvning ikke tilses af en læge. Forstuvningen kan dog give gener fra få dage til flere uger. Husk at få bevæget leddet snarest, så det ikke bliver “dovent”.
Ledskred
Et ledskred sker tilsvarende som forstuvning, når et led bliver vrikket om eller det bliver udsat for en fysisk påvirkning. Men ved et ledskred glider ledet ud af normal placering, og bliver siddende i en unaturlig stilling.
Der vil være en tydelig formforandring, ligesom der vil være kraftige smerter fra ledet. Dette fordi blandt andet muskler og sener, strækkes eller ligefrem er revet over.
Som førstehjælper må man ikke prøve at få sat ledet ”på plads” igen. Ved at bevæge det beskadigede led vil eventuelle skader på blandt andet ledbånd og sener kunne forværres. Der vil samtidig kunne opstå kraftige smerter. Ledskredet skal holdes i findestilling.
Af risiko for, at der kan være sket skader inde omkring ledet, bør en tilskadekommen med ledskred altid tilses af en læge. Hvis der er tale om større ledskred af eksempelvis knæ eller skulder bør tilkaldes ambulance - der kaldes altid ambulance ved et hofteskred.
Men hvad gør vi egentlig når vi er derude
Som førstehjælper har man en kæmpe fordel ved at kroppen har dobbelt af arme og ben, man kan derved f.eks. at sammenligne det skadede knæ med det raske knæ, for at se om der f.eks. er hævelse, om det har fået en anden farve - og spørg den tilskadekomne om de kan bevæge knæet meget forsigtigt.
Du skal nu tage et elastikbind, forbinde et par omgange om knæet (for at modvirke hævelse og give lidt støtte), put derefter en ispose på knæet for at modvirke hævelse af stedet, forbind resten af elstikbindet, så holdes isposen fast. Læg tilskadekomne ned og hæv knæet over hjertehøjde. Husk at beskytte for kulde nedenfra. Køl stedet f.eks. 3x20 min, hvis ikke bedring, med bevægelse og hævelse, så skal i have en dialog med en læge. Ved bedring kan der anlægges en støtteforbinding og i kan bevæge jer forsigtigt videre.
Har du ikke en ispose med hjemmefra, kan du fx bruge kildevand fra vores kilder i Rold Skov, men det må ikke være så koldt, at du fryser istedet for at køle.

