- Onsdag, 9. december 2020
2.375 kr. for at bygge Suldrup kirkes spir.
Besøger man Støvring Lokalarkiv i Øster Hornum, der også har det mindre mundrette navn Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune, så er noget af det første man ser en stor model af et tårnspir.
Modellen af tårnspiret er fra Suldrup Kirke og er fra 1943. Selve kirken er dog meget ældre.
Den ældste del af Suldrup Kirke er sandsynligvis fra 1200-tallet. Det ældste del af inventaret - døbefonden - er også fra denne tidsperiode.
Meget af der resterende inventar er hentet fra andre kirker, men nærmere herom og alle de andre spændende detaljer ved Suldrup Kirke fortælles om i et andet afsnit af ”Ud i naturen med OutdoorHimmerland”.
I 1943 blev kirken forlænget mod vest, og der blev ved denne lejlighed samtidig tilføjet et tårn.
Ombygningen af kirken blev gennemført under ledelse af den kendte Aalborg-arkitekt Einar Packness.
Arbejdet blev påbegyndt den 4. august 1943, hvor tømrerarbejdet ved etablering af spiret blev overdraget til P. Chr. Pedersen & Søn, Suldrup.
Der var givet et tilbud for arbejdsløn på 2.375 kr. Alle materialer til arbejdet købte menighedsrådet fra Hjedsbæk og Suldrup savværker.
Som indledning til arbejdet blev fremstillet en model af spiret i en tiendedel størrelse, da det herved kunne afprøves hvordan materialerne til spiret kunne hejses. Det foregik med håndkraft, da der ikke var kraner til rådighed.
Selve arbejdet med påbegyndt den 7. august 1943, og herefter gik arbejdet hurtigt frem. Allerede i november kunne spåntaget få sin imprægnering og bindingsværket blev tjæret.
Som en del af arbejdet blev også gravet ud til et varmerum. Under dette fandt man mange skeletdele og kistehanker fra den tid, hvor man kunne blive begravet inde i kirken.
Den 14. maj 1944 blev kirken genindviet, og Suldrup havde fået et nyt vartegn - en kirke med et spir.
Kommer man forbi Støvring Lokalarkiv i Øster Hornum, så brug lidt tid på at nyde det håndværksarbejde, der ligger bag den store model af spiret i Suldrup - og de andre spændende ting på arkivet.

Suldrup Kirke på en flot efterårsdag.

Opførelse af Suldrup Kirkes tårn i 1943. fotoarkiv.dk

Der arbejdes med spiret. fotoarkiv.dk

Personer på stilladset P. O. Pedersen og A. Christensen, P. Nielsen (murer) fotoarkiv.dk

Spiret set fra vestsiden.

Modellen kan ses på Støvring Lokalarkiv i Øster Hornum.


