Skørping Skole lagde den 22. oktober lokale til et debatmøde med overskriften Klimakrise: Sidste udkald. Partierne SF, De Radikale og Enhedslisten samt Bedsteforældrenes Klimaaktion og Den Grønne Studenterbevægelse deltog med engagerede panel- og debatdeltagere.

Af Teresa Næss, Enhedslisten Rebild

SKØRPING: Formålet var at øge den folkelige mobilisering og dermed presset på politikerne.

I salen lyttede – med coronakorrekt afstand og mundbind – 30 mennesker med forskellig hårfarve, køn, alder og politisk observans. 

Panelets korte oplæg spændte vidt – fra bekymring over 38 graders sommervarme i Sibirien til teknologitiltro og forslag om genbrug på mange områder. Med fokus på byggeri og biler blev der kommenteret og spurgt en del til teknologiernes skyld i – henholdsvis deres nytte i at bekæmpe – klimakrisen. 

I en café-debat havde deltagerne derefter mulighed for at deltage i diskussionen i grupper med emner som social bæredygtighed, Rebild Kommunes klimatiltag, landbrug og transport. Snakken gik livligt og alle så ud til at komme til orde. 

Landbrugsgruppen talte om, at de konventionelle landbrugere gerne vil blive mere bæredygtige – men ikke ved, hvor de skal starte. Rebild Kommunes borgmester, Leon Sebbelin, var her en varm fortaler for multifunktionelt landbrug. Andre ønskede sig nye afgrøder, læhegn for biodiversitetens skyld og nedsat kødproduktion. 

I gruppen for transport deltog en del unge, og her mente man, at de unge er parate til nye transportmønstre, delebiler, kollektiv transport og betalingsringe. 

I gruppen for Rebild Kommunes klimatiltag ønskede man sig blandt andet, at man renoverer det eksisterende byggeri i stedet for at bygge nyt og at man sætter fokus på det sociale aspekt af byggeriet. 

Det gode liv er at høre til på sit sted og at kunne se årstidernes skiften, mente deltagerne i gruppen om social bæredygtighed. Naturbevarelse er et kodeord her. Lad os ændre vores hverdagsøkonomi, så vi kan få kortere arbejdstid og mindre forbrug, lød det blandt andet i opsummeringen af gruppernes arbejde.

Panelets afsluttende bemærkninger rundede en interessant aften af. Her fremførte politikere og aktivister blandt andet: ”Partnerskaber er løsningen”, ”Vi ønsker et pres fra oven”, ”Der er god energi, når vi taler sammen” og ”klimaet er for vigtigt til at overlade til politikerne!”

e-max.it: your social media marketing partner