- Torsdag, 29. oktober 2020
• 400 g fisk – torsk, sej eller lign
• Skaldyr – rejer eller hummerhaler
• Godt 1 l fiskefond (vand + 2 fiskebouillonterninger)
• 1 porre
• 2 gulerødder
• 2 løg
• Evt. lidt hvidløg
• Olie
• 2-3 spsk hvidvinseddike
• ¼ l piskefløde
• ½ tsk gurkemeje
• 1 tsk paprika
• Salt og peber
• Tilbehør: brød
Tænd ovn på 200 grader, og steg fisken 10 min.
Skær alle grøntsager i skiver og svits dem i olie sammen med krydderier. Tilsæt eddike og lad det småkoge 10 min. Tilsæt fløde og giv et opkog. Smages til med salt og peber.
Torsken lægges i dyb tallerken sammen med rejer, og resten hældes over.
Spises med brød.
Jeg havde bestemt, at der skulle suppe i avisen i denne uge, og så bliver det sådan, meeen………
Jeg havde ikke ingredienser til den, jeg først valgte, så den blev det ikke.
Jeg vidste, jeg havde billede og opskrift af en fiskesuppe, men billedet var pist borte…… jeg har det med at rydde op omkring mig, og det bliver sommetider lovligt godt – så fejlen var vel nok min?
Så havde jeg en svampesuppe, men ved nærmere eftersyn så jeg, at den havde jeg brugt. Jeg lavede for kort tid siden en gullaschsuppe, men den glemte jeg at fotografere. Næste dag slog det mig, men det hjalp ikke stort, for jeg havde givet en af gæsterne resten med hjem. Nu var gode råd dyre.
Ideen kom lige til mig – som en stormvind: Jeg laver bare en anden suppe til os to her i huset – det har vi nemlig ikke det allermindste imod
– og så kom der både ny opskrift og nyt billede på fiskesuppen.
Den vil I forhåbentlig få lige så stor glæde af, som vi fik.
Den smagte os nemlig aldeles fortrinligt!


