Onsdag den 4. marts afholdt Støvring-Sørup Lokalråd generalforsamling.

Konstituerede formand, Pia Bøgelund Ravnholt, bød velkommen til dem, som havde fundet vej til Lokalrådets årlige generalforsamling, som i år fandt sted i et lokale i Støvring Svømmehal. Til trods for få deltagere var der en god dialog og ikke mindst mange spørgsmål og gode forslag til medlemmerne af Støvring-Sørup Lokalråd i deres videre arbejde.
I år har Støvring-Sørup Lokalråd fem års jubilæum, og Pia Bøgelund Ravnholt berettede om alle de foreninger og indsatser, som Lokalrådet siden sin opstart har bidraget til, og de forskellige aktiviteter, udvalg og møder, som medlemmer har deltaget i.

Planerne for 2020
Lokalrådets planer for 2020 er bl.a. at få gjort mere opmærksom på, hvad foreningen er for en størrelse, hvad den kan bruges til, og at lokale foreninger, klubber og institutioner kan søge tilskud til forskellige projekter, idet det også til generalforsamlingen blev påpeget, at Lokalrådet ikke er så synligt. Derudover ønsker Lokalrådet i år bl.a. at samarbejde med Støvring Handel om julebelysning samt at undersøge mulighederne for at bidrage til legeplads i midtbyen. En deltager foreslog i den forbindelse bestyrelsen at se nærmere på mulighederne på Solvang. Muleposerne med brochurer fra det lokale erhvervsliv også fortsat vil blive delt ud til nytilflyttere, hvilket Lokalrådet også bidrager til.
Efter en god debat blev regnskabet godkendt, og dirigent, Thorkild Bækkelund, takkede for god ro og orden, inden generalforsamlingen blev hævet.

 

Konstituering
Til den efterfølgende konstituering blev Pia Bøgelund Ravnholt valgt til ny formand i stedet for Mogens Dam Andersen, som er trådt ud efter at have siddet på formandsposten siden Lokalrådets opstart i 2015. Louise Nors blev valgt til næstformand, ligesom hun også vil fortsætte sin post som sekretær. John Grundtvig Stampe fortsætter som kasserer. De øvrige bestyrelsesmedlemmer er Kristian Diego Beck Pedersen og Allan Jensen. Suppleant er Ingrid Buus, ligesom der også var en anden, der viste interesse i en post som suppleant.
Alt i alt en vellykket generalforsamling med en konstruktiv debat og gode forslag, som giver Lokalrådet noget at tage fat på i 2020.

Af Pia Bøgelund Ravnholt, formand, Støvring-Sørup Lokalråd

e-max.it: your social media marketing partner