HAVERSLEV: På Haverslev Medborgerhus’ generalforsamling kunne formanden, Knud Andreasen, fortælle, at der havde været god aktivitet i huset gennem det forløbne år.

Der har været 59 udlejninger til fester i huset, yderligere var huset lejet ud til den kommunale dagpleje, sangkoret og et yogahold, hvilket er tilfredsstillende.

I årets løb har der været afholdt to fællesspisninger, som har været rigtig godt besøgt. Den første var i marts måned, hvor der var underholdning af musiker Flemming Gammelholm og i november med underholdning af troubadour Flemming Baade, som underholdt med sange og fortællinger om Kim Larsen. Der blev også plads til fællessange med Kim Larsen musik.

Der har været bygningsgennemgang med udvalget for Byg og Anlæg. Der er nogle reparationer på huset som skal udbedres, bl.a. er der nogle revner i to af ydermurene og en del ruder, der er punkteret.

Vi fik også drøftet vores parkeringsproblem siden hjemmepleje Syd er rykket over på Haversdal Plejehjem. 

Den p-plads, som medborgerhusets gæster har benyttet sig af, skal fremover bruges af hjemmeplejen, så der er lavet en ny p-plads 200 m nede ad vejen.

Vi fik drøftet med udvalget angående græsarealet omme bag medborgerhuset, hvor der kan laves 12-15 parkeringspladser, om ikke det måtte udlægges som pakeringsareal, hvilket de ville undersøge. Der er nu givet grønt lys for arealet kan udlægges til pakeringsareal.

I sommeren 2019 havde vi besøg af Rebild Kommunes kulturudvalg. De havde besluttet, at de ville rundt og besøge nogle af kommunens institutioner. 

Meget af snakken gik på, hvad er skulle ske med medborgerhuset, når/hvis det lykkes at finde pengene til udvidelserne ved Haverslev Hallen. Det er et projekt, der arbejdes på og så må vi se, hvad fremtiden byder.

Vi har desværre oplevet at medlemstallet har været dalende det sidste år. Fra 79 medlemmer i begyndelsen af 2019 til nu 66.

Regnskabet blev godkendt med et overskud pr. 31.12.2019 på kr. 17.878,73

Men vi står med en større udgift her i det kommende år, opvaskemaskinen skal udskiftes. En udgift på godt kr. 50.000,-.

Lise Sørensen og Inger Kristensen var på valg til bestyrelsen. De modtog begge genvalg.

Som suppleanter valgtes Arne Vang og Torben Køhler. 

Per Poulsen sluttede aftenen af med at vise en del billeder fra byen fra omkring 2000-2004. Bl.a. så vi billeder fra byfornyelsen på Jyllandsgade, dukkevognsoptog, Tuens karnevalsoptog, byfesterne med torvemarkeder samt forskellige håndbold, gymnastik og fodboldbilleder. 

En spændende gennemgang, ærgerligt der kun var bestyrelsen til at se dem.

e-max.it: your social media marketing partner