Lokomotivfører Røgilds var efterfølgende noget chokeret og følte sig træt og var sikkert noget forvirret efter dagens voldsomme begivenheder og tog helst plads på sin maskine, der stadig stod og hvæsede damp ud. Han ønskede ikke at udtale sig om årsagerne til journalister eller andre, før han havde indgivet rapport til distriktet, men han antydede dog, at han kunne tænke sig, at det forældede bremsesystem som stadig benyttedes i godstog, havde en væsentlig andel. Det var et spørgsmål, som man gentagne gange havde drøftet inden for lokomotivførerorganisationen, idet man hævdede, at skruebremserne ikke var tilstrækkelige til, at en lokomotivfører kunne styre sit tog. Havde de pågældende godsvogne haft vakuumbremser, som i øvrigt havde været standard i persontog siden begyndelsen af 1900-tallet, ville uheldet aldrig være sket, mente han. Hertil kom så yderligere, at lokomotivet ikke var en godstogsmaskine, men en hurtigt kørende K-persontogsmaskine, som om morgenen var blevet benyttet til at køre et eksprestog fra Aalborg til Randers, og som i øvrigt var den type, der anvendtes i nordenfjords hurtigtog. Det var efter Røgilds opfattelse vanskelig at standse, når togets vogne ikke var udstyret med vakuumbremser. 

En journalist fra Aalborg Amtstidende talte med trafikbestyrer Gustav Hansen, Aarhus, der udtalte, at det ved den foreløbige undersøgelse var konstateret, at alle togets bremser havde været i forskriftsmæssig orden og at toget havde været forsynet med det tilstrækkelige antal bremser. Togets bremseevne afhang imidlertid af farten, som igen i nogen grad har været afhængig af, at det gik ned ad bakke mod Lindenborg Å og derefter opad mod Støvring Station. Lokomotivføreren på særgodstoget havde været af den mening, at han ikke skulle standse i Støvring, og han havde haft temmelig stærk fart på, idet også hans tog var noget forsinket. Han troede, at det tog, der holdt på stationen for længst var nået til Aalborg. Indtil det sidste regnede han derfor med, at stopsignalet skulle blive skiftet, og først da han så, at dette alligevel ikke skete, gav han signal til bremsning. 

Trafikkontrollør Hr. Hollesen fortalte til Aalborg Amtstidende: ”Efter de forklaringer, vi foreløbig har fået, er der tilsyneladende ikke begået tjenesteforseelse fra nogen side, men dermed kan man naturligvis ikke slå sig til ro. Offentligheden forlanger selvfølgelig en forklaring på, hvorledes et tog således uden videre kan løbe ind i et andet, som nu i dette tilfælde var et godstog, men som jo lige så godt kunne have været et persontog. Det må jo ikke kunne ske”. Journalisten spurgte så ind til, om det kunne betyde noget, at det ikke var en godstogsmaskine, men en hurtigtogsmaskine, der havde været spændt for godsvognene, hvortil Hollesen svarede: ”Det er rigtigt, at K-maskinerne ikke er så lette at holde, men det ved lokomotivførerne, og lokomotiverne bruges til daglig til særgodstog. Men hele spørgsmålet vil nu blive grundig undersøgt. Der er berammet forhør til i eftermiddag, hvor alle sagens implicerede vil blive afhørt. Derefter vil sagen blive indberettet til generaldirektoratet, og den vil sandsynligvis ende hos auditøren. Før hele sagen er belyst, vil der ikke over for offentligheden blive givet meddelelse om, hvor skylden ligger”. Hr. Hollesen sluttede med at sige, at Røgilds ansås for at være en af de dygtigste lokomotivførere, som togpersonalet altid var glade for at køre med.

Når man sammenholder de forskellige udsagn om uheldet, må man konstatere, at det havde mange årsager. Lokomotivfører Røgilds, der som sagt gik for at være en dygtig og samvittighedsfuld lokomotivfører, gik ud fra som en selvfølge, at han kunne køre uhindret gennem Støvring på hovedsporet, da hans tog havde status af gennemgående hurtigtog, og at et eventuelt tog på Støvring Station ville være kørt ind på vigesporet. Det langsommere forankørende godstog var ganske rigtigt kørt ind på vigesporet, men sporskiftet var endnu ikke skiftet over til gennemkørsel på hovedsporet, hvilket kan undre, for på stationen vidste man jo, at der kom et efterfølgende tog, der skulle passere. Da lokomotivfører Røgilds så, at der var stopsignal, gav han straks signal til folkene i bremsehusene om at bremse, hvad de efter alt at dømme straks gjorde, og selv bremsede han lokomotivet af al kraft. Toget havde imidlertid så meget fart på, at toget med de mange tungt læssede godsvogne og de gammeldags bremser ikke kunne nå at stoppe inden sammenstødet. 

Efterfølgende undersøgelser viste, at alle bremser var skruet fast, og at toget endog medførte en vogn med bremser mere end reglementet foreskrev. Havde signalmasterne været anbragt med større afstand til stationen end de henholdsvist to hundrede og tre hundrede meter, kunne opbremsningen sandsynligvis være lykkedes. Sammenstødet pegede på en brist i jernbanernes sikkerhedssystemer. Det kunne lige så godt have været et persontog, det løbske godstog bragede ind i, og havde der været passagerer i de fem-seks værst medtagne vogne, er det ikke svært at tænke sig til hvad der var blevet af dem. Siden er der sket mange forbedringer af sikkerheden. Allerede ved slutningen af 1930’erne var alle DSB’s godstog forsynet med vakuumbremser, og signalsystemerne er til stadighed blevet forbedret.

Den efterfølgende auditørundersøgelse placerede 15. juli udelukkende ansvaret for hændelsen på lokomotivfører Røgilds: ”Ansvaret for uheldet må alene pålægges lokomotivfører Røgilds. Han har forset sig ved at køre med en hastighed, der betydeligt oversteg den tilladte og ikke udvist tilbørlig betænksomhed med hensyn til at nedsætte farten, da toget nærmede sig Støvring Station. Det må antages, at han har observeret stationssignalerne og deres stilling så tidligt, som det overhovedet var muligt, og han har derefter udvist megen god konduite. Han forblev uden hensyn til fare for egen person på maskinen til det sidste”. Efterfølgende blev Røgilds dømt til at betale en bøde på en tredjedel af en månedsløn og blev sat til kun at køre rangerkørsel og ikke at køre ordinære tog i et år. Portør Jensen, der efter at havde skruet bremserne fast på vogn nr. 6, var entret over på vogn nr. 7 for at fastskrue dennes bremser, fik stor anerkendelse for ”udvist meget god konduite”.

Lokomotivfører Røgilds døde 22. marts 1932 af den sukkersyge, der længe havde plaget ham.

Skrevet af Niels Nørgaard Nielsen, Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune