Underholdningsværdien var helt i top, og der blev grinet, lyttet og sunget med, da sympatiske Anders Blichfeldt i sidste uge lagde vejen indenom STUBhuset og henrykkede alle med soloshowet Vejen videre. 

Lad mig bare sige det med det samme. Der er altså ikke ret mange, der kan sidde ene mand på en scene i Nordjylland, med én guitar og en rusten forende af en Opel Kapitän, som kan få publikum til at hyle højt som ulve, blot han lige løfter højre arm - men det kan Anders Blichfeldt! Forsangeren med den store stemme, kendt fra Big Fat Snake, som nu er ude på en ny vej, fordi Big Fat Snake sidste år besluttede at indstille alle turneaktiviteterne. 

Denne aften i Stubhuset var stolerækkerne atter fyldt af et meget veloplagt publikum, som var lyttende og positive. Det var der også  al mulig grund til, for fra scenen delte Anders Blichfeldt med rund hånd ud af historier fra sin karriere med musik. Lige fra de allerførste år med guitaren, musikundervisningen, de første bands, de første koncerter, til historierne bag Big Fat Snake. Der var også historier fra privatlivet som far til fire og ægtemand til Marina gennem mere end 30 år, hvor der også har været svære stunder. For livet gik i stå, da Anders’ kone for en del år siden blev ramt af en blodprop i hjernen. Heldigvis kom hun sig hurtigt og er i dag rask, men hændelsen fik Anders Blichfeldt til at stoppe helt op og tænke over livet. 

Hele showet var bundet sammen af sange - nye og gamle, og heriblandt selvfølgelig nogle af de største Big Fat Snake hits, hvilket vakte stor jubel hos publikum. 

Vejen videre var som sagt overskriften på denne aften, og dette soloshow er et sikkert skridt på vejen mod nye eventyr for Anders Blich-
feldt. Tak til ham for en humoristisk, nærværende og super musikalsk aften. Jeg gætter på, at mange glæder sig ekstra meget nu til at opleve Anders Blichfeldt som en af deltagere i dette efterårs udgave af tv-showet Toppen af Poppen. Selv synes jeg, at det skal blive spændende at høre de øvrige deltageres fortolkninger af Anders Blichfeldts sange, som fx Bonsoir Madame, der blev et af de sidste numre denne aften. 

De bedste ønsker for Anders Blichfeldt på vejen videre. som gerne en anden gang må gå forbi Stubhuset.

Tekst: Helle Jørgensen - Foto: Mads Bødker

 

e-max.it: your social media marketing partner