STØVRING: Fredag aften var Støvring næstsidste stop på Everybody’s Talking’s fire ugers forårsturné med titlen The Three Of Us.

En turné, der ifølge deres eget udsagn og med et glimt i øjet, er gået langt bedre end forventet. 

Stubhuset havde glædet sig, publikum havde glædet sig og det virkede også til, at de tre herrer Billy Cross, Jimmy Bacoll og Kongen fra Ribe – Lars Maasbøl – var glade for gensynet. Det er en del år siden, de sidst har besøgt Støvring, hvor mange kunne de ikke rigtigt blive enige om, så besøget har været længe ventet blandt trioens trofaste publikum, der fik et lille ”pip” fra Maasbøl om, at det efterhånden var kendetegnet ved de mange briller med glidende overgang. Hvilket jo omvendt betyder, at de også i Everybody’s Talking kommer godt opad i årene. Og her er man simpelthen jo bare nødt til at tage hatten af for Billy Cross, der – bortset fra hans kridhvide hår som han omvendt bare har haft i mange år – overhovedet ikke synes at lade sig mærke af, at han snart bliver 73. Frisk, humørfyldt og stadig med en guddommelig håndtering af sine guitarer. Han er ”still going strong”.

Som altid bliver Jimmy Bacoll hånet af de to andre på grund sin charme og sit ”eksotiske” udseende i kraft af sin mørke glød og sine hvide tænder. Særligt Lars Maasbøl er hård i sin præsentation af Jimmy, der blandt andet bliver hånet for den lyserøde ring, når han fløjter (personligt synes anmelderen, at Jimmy Bacolls kinder er et mere interessant studium, når der fløjtes, men det er en helt anden historie). Netop dette ping-pong, dette venskabelige drilleri blandt de tre hører med til en Everybody’s Talking koncert, og uanset hvor indstuderet det er, er det sjovt, og det er hyggeligt og ingen koncert med trioen uden. Det er lige som forventet.

Men hvad en vigtigere forventning er til sådan en seance, er forventningen til, at Cross, Bacoll og Massbøl leverer varen rent musikalsk, og selvfølgelig gør de det.

Konceptet med at tage en række ældre og også lidt nyere klassikere til sig, omarrangere dem og tilsætte noget vanvittigt godt guitarspil og mindst lige så godt korsang og så gøre numrene til Everybody’s Talking’s egne er det, der er så suverænt og gør trioen til noget særligt.

De påstår, de stort set har spillet de samme numre i 18 år, og måske har de det, men hvem bekymrer sig om det, når de numre, man hører sådan en aften, bare er numre, der holder – også i Cross, Bacoll og Maasbøls arrangementer? Selvfølgelig først og fremmest med Harry Nilssons Everybody’s Talkin’, der vel ligesom har lagt navn til gruppen, men også stærkt åbnende med en formidabel version af det klassiske James Bond titelnummer, You Only Live Twice. Ellers kan nævnes George Bensons On Broadway, hvor Lars Massbøl var noget nærmest en Benson-klon i soloen på det nummer. Vi var en tur i rummet med David Bowies Major Tom på Space Oddity, og vi kom omkring nyere klassikere som Erasure’s A Little Respect og Alison Krauss’ The Lucky One. At Everybody’s Talking i den grad lægger noget rigtig godt kor på sangene opleves særligt med 10cc’s I’m Not In Love, og Beatles’ Blackbird har trioen i særligt udpræget og skøn grad gjort til sin egen. Det er rigtig flot.

Everybody’s Talking har en, synes de, god tradition i at afslutte koncerterne med Pink Floyds Wish You Were Here. Således også denne aften, hvor vi så kan sige, at ”det var vi jo”, altså var her. Og det skulle undre meget, om ikke de samme meget gerne kommer igen, hvis Everybody’s Talking skulle lægge vejen forbi Stubhuset i en – denne gang – forhåbentlig ikke alt for fjern fremtid.

Af Henrik Larsen - Foto: Mads Bødker