- Tirsdag, 26. februar 2019
Minikrustader - (24 stk.) med 2 slags fyld
Avocadomos med rejer – 12 krustader
• 1 pk. minikrustader
• 1 avocado
• 1 spsk skyr
• 1 spsk citronsaft
• Salt og peber
• 12 store rejer
Fremgangsmåde:
Mos avocado med skyr, citronsaft, salt og peber.
Skal det gemmes lidt, så læg stenen ved og dæk med folie – på køl.
Fordel mosen i 12 krustader.
Laksesalat – 12 krustader
• 100 g varmrøget laks
• 3 spsk skyr
• Saft af 14 citron
• ½ salatløg/rødløg – finthakket
• Peber
Fremgangsmåde:
Mos laksen med gaffel og rør resten i.
Fordel i 12 krustader.
Mousse - af røget (eller alm.) torskerogn til 12 personer til en forret
• 125 g røget torskerogn
• 2 bl. husblas
• Knap 1/4 l piskefløde
• 100 g rejer – gerne frosne
• Salt og peber
• 1 spsk. citronsaft
• Det meste af en potte purløg – klippet
Fremgangsmåde:
Læg husblas i blød i vand 10 min. Fjern hinder fra rognen og mos den med en gaffel. Pisk fløden til blødt skum. Vend rogn, purløg, rejer, salt og peber i.
Tag husblas op – med det vand, der hænger ved – Smelt den sammen med 1 spsk. vand i vandbad. Afkøl den med citronsaft. Fordel i 12 små portionsskåle. På køl i 3-4 timer – gerne til næste dag. Spises med godt brød til.
_ _ _
FORRET TIL GÆSTER
Der har lige været vinterferie, og jeg kom til at tænke på vores ’ fødselsformiddagskaffeklub’ og den fødselsdag, der var blevet aflyst to gange!! Og her får I den forret, jeg havde lyst til at servere.
’Formiddagskaffe’ skal ikke tages for pålydende. Vi har mødtes i 30 år eller måske endnu længere, og så har tingene det med at udvikle sig. Det ER tilladt at invitere til formiddagskaffe med rundstykker, etc., til brunch, frokost, eftermiddagskaffe eller måske middag. Det eneste, der bare er vigtigt er: VI SKAL GØRE ALT FOR AT HOLDE VORES FØDSELSDAGE!!
Hver eneste gang er det en glæde at være sammen, der snakkes meget, der nydes det, der serveres - ligegyldigt hvilken version, der er valgt – og hvert år fejrer vi, at vi har levet endnu et godt år.
Sådan er venskab.

