- Onsdag, 23. januar 2019
Lørdag den 26. januar får Salon Brandt i Jernbanegade et nyt bæredygtigt look, idet man bliver til en Park Styling salon.
Salonens nye navn bliver Park by Brandt. Dette er blot det seneste tiltag i salonen, der i november blev dobbelt så stor og i september fik sin egen wellness-afdeling.
Jeanette Brandt startede i frisørfaget for 17 år siden, og de seneste ti år har hun været selvstændig frisør i Støvring. I salonen er de foruden Jeanette Brandt ni frisører, hvoraf to er elever.
I november overtog salonen nabolokalerne, så der nu er 230 kvm at boltre sig på. I Salon Brandt har man længe udelukkende brugt skånsomme og miljøvenlige produkter, men med skiftet til Park Styling skrues der endnu mere op for bæredygtigheden. Det markeres lørdag den 26. januar, hvor der bliver afholdt reception.
I forbindelse med etablering af egen wellness-afdeling blev der ansat en kosmetolog. Selv har Jeanette Brandt også efteruddannet sig som kosmetolog, hvilket hun blev færdig med i maj sidste år. I lighed med frisørafdelingen drives wellness-afdelingen efter bæredygtige principper.
- Efter udvidelsen i november har vi haft travlt med at forberede det nye partnerskab. For mig er der ingen modsætning mellem høj faglighed og miljømæssige hensyn, og jeg glæder mig til at skrue endnu mere op for bæredygtigheden. Det er den rigtige vej at gå for os alle sammen, siger Jeanette Brandt, indehaver af Park by Brandt.
Bæredygtighed og kvalitet
Der stilles høje krav til en frisørsalon, som vil være en del af Park Styling-universet, og det sker for at værne om den gode kundeoplevelse både i forhold til kvaliteten af klipningen og i forhold til den oplevelse, som det skal være at gå til frisør. Blandt andet føres der kun styling-produkter, som er skånsomme over for kunden og miljøet. Desuden vil salonens medarbejdere deltage i en række kurser hvert år, der sikrer, at de bogstaveligt talt er med på moden.

