- Tirsdag, 27. november 2018
STØVRING: Forleden stod en lilla bamse ud af toget på Støvring Station.
Den luntede op ad Jernbanegade, over lyskrydset ved Hobrovej og ind på Bavnebakkeskolen, hvor hele indskolingen ventede i skolens festsal. Elever såvel som lærere havde set frem til mødet med Bamseven, der også sidste år besøgte Bavnebakkeskolen.
Bamseven kom denne gang på besøg for at minde elever og lærere om de fire værdier: Tolerance, respekt, omsorg og mod. Ordene er hentet fra Fri for Mobberi, der er et forebyggende antimobbe-program. Det er Mary Fonden og Red Barnet, der står bag.
Netop nu arbejder elever og lærere på Bavnebakkeskolen ihærdigt med værdierne, og dermed benytter antimobbeprogrammet i dagligdagen. Selv om programmet i første omgang blev udviklet til 0-9-årige børn, har det på Bavnebakkeskolen også bredt ud til mellemtrin og overbygning. Her arbejdes med de samme værdiord, dog på nye måder for at fastholde opmærksomheden på et trygt skolemiljø.
De yngste elever har alle en Bamseven i miniudgave, som de kan lave tøj og senge til. Alligevel er det en stor og helt særlig dag, når den ”rigtige” Bamseven kommer på besøg.
Bamseven uddelte krammere og hjalp skolens AKT-vejleder med at undervise i Fri for Mobberi.
I undervisningen er der fokus på fællesskabet og på, at elever og lærere sammen kan finde gode løsninger, så der bliver plads til alle. Det sker med udgangspunkt i, at der ikke findes onde børn, men onde mønstre. Og de mønstre, skal undersøges – ikke for at placere skyld, men for at finde en ny vej sammen.
Blandt elever på Bavnebakkeskolen håber man, at Bamseven snart får tid til at besøge dem igen. Indtil da arbejdes der videre med trivsel i alle skolens klasser.



