- Onsdag, 2. maj 2018
AARESTRUP: Traditionen tro vil der være aftengudstjeneste i Aarestrup kirke den 4. maj. I år er 4. maj en fredag.
Efter gudstjenesten lægges der krans på flyvergravene, inden der i forsamlingshuset skal drikkes aftenkaffe og synges befrielses– og forårssange fra Højskolesangbogen.
På Aarestrup Kirkegård findes der 11 gravsten for 11 allierede flyvere, der blev skudt ned af tyskerne i Torstedlund Skov den 20. april 1945. På det sted, hvor deres lig blev fundet efter krigen, findes nu den såkaldte flyversten. De faldne mindes hvert år ved befrielsesgudstjenesten den 4. maj om aftenen. I våbenhuset findes et andet krigsminde: Mindestenen over modstandsmanden ”John” (født i Aarestrup i 1908 og henrettet af tyskerne i 1944) med et citat fra Henrik Ibsens skuespil ”Brand”: Hvis alt du gav foruden Livet, da vid, at du har intet givet.

