ØSTER HORNUM: Senior-motionsforeningen Gnisten i Øster Hornum, har mandag den 5. marts afholdt den årlige generalforsamling i Øster Hornum Hallens møderum, og som man kan se på billedet, med rigtig mange deltagere. 

Først havde man den normale gymnastik, inden man indledte generalforsamlingen med formiddagskaffe og pålægsmadder, og som altid blev der sunget et par sange. Generalforsamlingen blev afholdt på vanlig vis, hvor Jenny Andersen som første punkt på dagsordenen, blev valgt som ordstyrer. 

Formanden fremlagde herefter bestyrelsens beretning for året 2017, hvor man i årets løb, havde den glæde, at kunne byde mange nye medlemmer velkomne i foreningen, så man ved årets udgang havde næsten 90 aktive medlemmer.

Årets udflugter, hvor Gnisten er vært, blev om foråret til en tur i egne biler, til Buderupholm Ødekirke, hvor turen havde sit udgangspunkt. Herfra gik man med Karsten Hansen som guide til den meget smukke Buderupholm Hovedgård. Herfra videre i gennem skoven ved flotte Gravlev ådale, inden man igen mødtes ved Ødekirken, og i det meget fine vejr, sad man her ude i det fri, imellem alle gravstenene, og spiste de medbragte burgerboller med øl og sodavand til. Det var en rigtig hyggelig tur. 

Om efteråret gik turen med bus til egnssamlingen i Saltum, hvor man var fremme til åbningstiden. Her blev man rigtig godt modtaget, og samledes i den store sal, hvor bordene var fint dækket op, til man senere  skulle spise. Efter en introduktion fra stedets leder her, gik turen rundt i flere bygninger, og så en helt en helt fantastisk samling. Til frokost fik man serveret smørrebrød fra slagteren i Saltum.

I krocketafdelingen kunne man  i 2017 også fejre, at ud af de tre hold, der deltog i par-turneringen, vandt et af holdene i række C1 deres pulje, og blev Himmerlandsmestre, og hermed udtaget til at spille om det Nordjyske Mesterskab, hvor det blev til en flot andenplads. I række B2 blev det til en andenplads, men blev alligevel udtaget til at spille om det Nordjyske Mesterskab, hvor man vandt, og blev Nordjyske Mestre, og herfra videre til at spille om Danmarksmesterskabet, hvor det blev til en meget flot andenplads. I række B1 blev det til en andenplads i deres pulje. 

Kassereren fremlagde herefter revideret regnskab for året, og begge dele blev godkendt. 

Ved valg til bestyrelsen var der genvalg til Britta Lassen, Lilly Thrysøe og Hans Lassen

Vintersæsonen slutter midt i maj, og som sædvanlig med en udflugt, som endnu ikke er helt fastlagt.

Herefter går de udendørs sommeraktiviteter i gang med petanque og krolf. 

Krocketspillerne er allerede  i gang, og træner indtil videre hver tirsdag og torsdag idet man gerne vil forberede sig til et stort DGI-stævne i Øster Hornum den 5. maj.

Bestyrelsen ser således ud: Formand Hans Lassen, næstformand Else Nielsen, kasserer Robert Nielsen, sekretær Lilly Thrysøe, menigt medlem Britta Lassen.

 

e-max.it: your social media marketing partner