- Onsdag, 31. januar 2018
STØVRING: Mandag den 29. januar fik Liftup overrakt Dansk Industris Initiativpris 2017 af H.K.H. Prins Joachim.
Tekst og foto: Rebild Kommune
Det var en stor aften i Kolding for Støvring virksomheden, Liftup, til Dansk Industris Konference for SMV’er mandag den 29. januar, hvor de fik overrakt Initiativpris 2017.
Liftup vinder denne pris fordi de sætter æstetik, design og sikkerhed i højsædet – på en måde der ikke er vanlig for hjælpemidler. Virksomheden fremstiller hjælpemidler til blandt andre mennesker med handicap, som udover at være funktionelle også ser pæne ud i et dagligdags miljø, f.eks. i hjemmet. Liftup blev stiftet i 2003. Idéen opstod, fordi arkitekter efterspurgte hjælpemidler til kørestolsbrugere, som ikke skæmmede den eksisterende arkitektur.
Søren Elisiussen, adm. direktør i Liftup, siger følgende om modtagelse af prisen: - Vi er utrolig stolte af at modtage DI’s Initiativpris. Vi ser det som en anerkendelse af vores arbejde med at skabe lige muligheder for alle gennem innovativ og æstetisk velfærdsteknologi til mennesker, der er bevægelseshæmmede.
Liftups produkter er i 40 lande, og mere end 70% af deres omsætning går til eksport. Virksomheden beskæftiger i dag 45 medarbejdere, og har også etableret et datterselskab i USA.


