- Onsdag, 28. juni 2017
STØVRING: 1. og 2. juli er der udstilling af fire forskellige kunsterne med malerier, keramik, pileflet, glaskunst og smykker.
Charlotte Breinholm er uddannet reklame og illustrationstegner fra akademiet for fri og merkantil kunst i København og tre år på kunstakademiet i Århus, hvor hun arbejdede med oliemaleri samt deltog i flere kunsthøjskolekurser. Charlotte siger om sig selv:
- Jeg finder inspiration i mine omgivelser og naturen omkring mig og maler både naturalistiske malerier samt abstrakte kompositioner, og tilføjer: - Det siges, at man skal have en bestemt stil for at kalde sig en rigtig kunstner, men hvis man holder sig til en bestemt stil, er man så ikke gået i stå? Det er selvfølgelig nemmere at lave det samme hele tiden, men jeg synes at det er mere spændende og udfordrende at prøve noget nyt.
Kathrine Hedevang Breinholm er uddannet som Grafisk Design Teknolog, hun udstillede for 12 år siden i Buderup Ødekirke og har siden udstillet forskellige steder i landet samt i Sverige, og nu vil hun og datteren Sophie, som også er vild med at male, atter udstille i Buderup Ødekirke sammen med mor og mormor.
Mona Kjær laver keramik og pileflet og bruger mest tid på at sammensætte keramik med andre materialer, bl. a. pil, drivtømmer og andre naturmaterialer. Men der bliver også lavet simple dyr med et tvist. Keramikken rakubrændes, en gammel japansk brændingsteknik, og den anvendes sammen med oxyder.
Edel Kragh er uddannet på Nordjyllands Designskole og har siden deltaget i forskellige kurser om glas og smykker, har været leder af Fræer Aktivitetsleder fra 2008-2013 og har derefter åbnet Hellum Glas & Design, hvor hun fremstiller glaskunst og unika smykker af sølv og andre materialer. Der sælges også keramik og gummikunst samt meget andet i designværkstedet.
Mona Kjær.
Charlotte Breinholm.