Den eneste ændring er facadeskiltene

I efteråret kunne ”Drengene” fejre 35 års jubilæum som kompagnoner – og nu står et nyt kapitel for døren for de to brødre: Wagner-butikken bliver per 26. marts til Tøjeksperten Støvring.

 

Af lokaljournalist Lisette Hansen

 

STØVRING: Men så er det heller ikke vildere, slår Uffe og Henrik Guldborg fast.

– Hverdagen for kunderne vil 100 % være den samme. Det er det samme team, samme gode kvalitet og personlige rådgivning, som kunden møder; de samme gamle hoveder, fortæller Uffe med et skævt smil.

En naturlig udvikling

Kæderne Wagner og Tøjeksperten hører under samme selskab, nemlig det Aalborg-baserede PWT Group. De to kæder forhandler de samme herretøjsmærker, herunder PWT’s egne brands, såsom Lindbergh, Bison, Junk de Luxw, Jacks Sportswear m.fl. og ligner derfor også meget hinanden.

Derfor kræver skiftet ikke den store omvæltning, og de erfarne Guldborg-brødre følger i virkeligheden udviklingen på markedet: 

– Vi laver en ny fremtidssikring. Det ligger lige til højrebenet og er ikke et fravalg af Wagner, forklarer de.

Flere Wagner-butikker har netop foretaget samme skifte, og i de større byer er de blevet til regulære Lindbergh-tøjbutikker. 

Tøjeksperten har over 100 butikker i hele landet, og som landets største herretøjskæde gør det bytteservicen nem og fleksibel. Hvor Støvring-butikken var den nordligste Wagner i landet, bliver ”Drengene” nu del af et større netværk, hvor kunderne kan få glæde af en landsdækkende bytteret på 365 dage hos alle landets Tøjeksperter.

Henrik og Uffe glæder sig til et nyt kapitel for butikken i Støvring – men udover de nye facadeskilte, vil kunderne ikke kunne mærke forskel, pointerer de. De ser heller ingen grund til at markere navneskiftet med en højtidelig reception eller lignende - men der vil være gode tilbud at hente for kunderne – naturligvis!

e-max.it: your social media marketing partner