- Tirsdag, 6. januar 2026
VEGGERBY: Der er lagt op til ægte gospelstemning, nærvær og høj energi, når Aalborg Gospel Kvartet gæster Veggerby Kirke i anledningen af den efterhånden tilbagevendende nytårskoncert. Og hvordan skydes året bedre ind end med en god gang gospel leveret af nogle særdeles dygtige musikere og sangere.
Aalborg Gospel Kvartet består af fire professionelle musikere, som alle brænder særligt for gospelmusikken i deres virke.
Heidi Bisgaard er ankermand, bosat i Aalborg og har mange års erfaring både som solist og dirigent i hele landet.
Aalborg Gospel Kvartet vil til koncerten synge en god blanding af kendte såvel som mindre kendte gospelnumre blandet med fællessang, så stemningen løftes og publikum involveres.
Tag familie, nabo og venner under armen og kom og nyd en festlig aften med skøn musik. Efter koncerten er menighedsrådet vært ved et glas ”bobler” og kransekage i kirken.
/LO

