På Hobrovej tilbyder familien Andersen endnu en gang en særlig magisk anskaffelse af årets juletræ.

 

Af lokaljournalist Lisette Hansen

 

STØVRING: Den ellers store indkørsel er fyldt med biler og højtravende nordmannsgraner. Hvinende børn i termostøvler pendulerer mellem træer, stald og familiens store legeplads. Vist er det for mange børnefamilier en særlig begivenhed at anskaffe sig et juletræ – men det er dog også begrænset, hvor spændende det er at stå og fryse og se sine forældres mere eller mindre vellykkede forsøg med en økse - eller blot en hurtig udvælgelse af et pakkeklar ”nettet” træ. Det kan man dog også her – men…!

I audiens hos julemanden: udover de mange børn havde også katten Bo lige nogle ønsker, der skulle nedfældes. Privatfoto.

En helhedsoplevelse

- Vi har haft lokal træproduktion siden 2012, indleder Michael Andersen og fortæller om familiens 20 hektar juletræer på Fløevej.

– De sidste tre år har vi forsøgt os med ’hjemmesalg’, hvor vi har hentet træer hjem til gårdspladsen, så der altid er mellem 50-100 forskellige for folk at vælge imellem.

Hos familien Andersen nøjes de dog ikke med juletræssalget; landlig idyl og julehygge går op i en højere enhed, når de handlende også inviteres til at gå en tur i stalden og hilse på familiens ponyer såvel som kattekillinger – et sikkert hit hos børnene!

Fornemt besøg

Gårdnissen, som vi kender fra gammel dansk folklore, er hos Michael og Charlotte udskiftet med selveste julemanden anden søndag i advent. Også i år tog han sig tid til at nedfælde store som smås juleønsker. Familiens ponyer, som rygtet vil vide også bærer dobbeltkvastede nissehuer, gav også rideture i dagens anledning.

Plantagens produktionschef, Charlotte Hørby, og parrets ældste datter, Cecilie, med et eksemplarisk juletræ, kattekilling og legeplads i baggrunden. Privatfoto.

Hele familien Andersen hjælper til og nyder den særlige adventstid, hvor deres arbejde og hjem danner rammerne for et særligt juleminde for mange – især hos de små.

Også familiens egne tre børn træder glædeligt til, når der for eksempel skal sås nye juletræer i plantagen. Træerne er hele seks til otte år om at vokse sig store og stærke (gode ting tager jo tid) før fældning og den endelige kulmination med pynt og lys i de varme stuer. Nogle troner endda med over 2,5 meter i højden...!

e-max.it: your social media marketing partner