- Fredag, 1. december 2023
På Terndrup Skole har eleverne sluppet kreativiteten fri for at oplyse om førstehjælp, og under det forløb har eleverne selv fået mod til at handle. Derfor vinder de Skolernes Førstehjælpspris og 20.000 kroner.
Terndrup Skole vinder Skolernes Førstehjælpspris og en præmie på 20.000 kroner, efter 7.-9. klasse har haft førstehjælp på skoleskemaet i løbet af efteråret. Præmien blev overrakt den 1. december til stor glæde og overraskelse for eleverne.
Eleverne har blandt været engageret i at producere film, klistermærker og gode førstehjælpsguides for at sætte fokus på vigtigheden af at kunne træde til. De har også selv fået viden om førstehjælp, og alle elever i udskolingen har fået et kursus.
”Hele Terndrup Skole har været meget engagerede i førstehjælpsundervisningen, og alle alderstrin har været med til at udvikle produkter og lære en masse nyt om førstehjælp. Netop inddragelsen af såvel store som små elever og kreativitet i undervisningen er en af årsagerne til, at de har vundet Skolernes Førstehjælpspris,” siger Jørgen Kristoffersen, formand for GF Fonden og repræsentant i dommerpanelet.