
- Torsdag, 23. november 2023
Til 4 personer
• 400-500 gr. kogte kartofler
• 2-3 porrer
• 2½ dl. creme fraiche 9%
• 100 gr. reven ost
• 1-1½ spsk. paprika
• Salt og peber
Skær kartofler i mindre stykker og porrerne i tynde ringe.
Rør creme fraiche med paprika, salt, peber og halvdelen af osten.
Vend kartofler og porrer heri.
Hæld i ovnfast fad og fordel resten af osten over.
225 gr. varm ovn 20-25 min.
Er det gået op for jer alle, at det allerede er sidst i november? Jeg kan knap forstå det, men der er jo da heller ikke nogen, der spørger, om jeg kan forstå det eller ej... det er vel bare at konstatere?
Du er måske allerede ved at spekulere i gaver til jul? I hvert fald skal du i gang, hvis du selv fabrikerer dem!
Da vores børn var små, boede vi i Skagen, og jeg ved ikke, om fornøjelsen var størst for børnene eller mig, når vi sammen gik den korte tur ned til St. Laurentiivej, byens GADE. Der var ved at blive lavet juleudstillinger i butiksvinduerne, og det var forunderligt at se på.
Og så fortalte jeg om min barndoms jul, der jo ikke startede før december. Særligt sjov var det den sidste søndag før jul, hvor slagternes vinduer var pyntet – sommetider med en hel pattegris.
Men tilbage til i dag. Allerede midt eller måske endda først i oktober er der tegn på julens komme - i hvert fald i de større byer. Og så er det, vi siger til hinanden, at det er godt at bo i en meget mindre by, hvor de første tegn er adventskranse og lidt juleslik – samt selvfølgelig en julekalender.
Her i huset skal der gerne være en julekalender til min mand, nemlig den fra Thisted Bryghus, og det er alle pengene værd at se hans nydelse hver eneste dag fra 1. til 24. december.