Af Pia Bøgelund Ravnholt, formand for Lokalrådet i Støvring og Sørup og
Lene Aalestrup, lokalt byrådsmedlem fra Støvring.

Formand for lokalrådet, Pia Bøgelund Ravnholt og byrådsmedlem Lene Aalestrup, begge fra Støvring, har de seneste måneder været i løbende dialog for at igangsætte et tættere samarbejde i Støvring- og Sørupområdet, og her er der holdt møde om, hvordan dette kunne finde sted.

Derfor bliver de lokale byrådsmedlemmer inviteret til næstkommende lokalrådsmøde for at drøfte byernes udfordringer og muligheder. 

Derudover vil vi i samarbejde med Støvring Handel og Erhverv datosætte et møde mellem lokalråd, lokale byrådsmedlemmer samt Handel og Erhverv, således vi sammen kan få fastsat en møderække, hvor vi med faste mellemrum mødes, for at få større fokus på Støvring, Sørup og omegns udfordringer. 

Dette for at sikre den gode lokale dialog, hvor vi sammen kan have fokus på lokalområdets mange muligheder for samarbejde og de udfordringer, vi hver især oplever. Med dette håber vi at få genoptaget en tidligere tradition, som “Støvring ID” i sin tid afholdt i samarbejde med lokale byrådsmedlemmer og som flere andre byer ligeledes gør med deres byrådsmedlemmer. 

Dette fælles netværk kan i samarbejde forsøge at synliggøre emner, og vil ligeledes gerne have indspark fra borgerne via de tre forskellige kanaler, nemlig Lokalrådet, Handel og Erhverv eller de lokale byrådsmedlemmer. 

Vi igangsætter dette i håbet om et stærkere fællesskab trods byens rivende udvikling og nuværende størrelse, der til tider kan skabe udfordringer for en stærkere samling, med vigtige fokuspunkter og i et konstruktiv fælles netværk til gavn for Støvring, Sørup og omegns udvikling og sammenhængskraft.

 

Pia Bøgelund Ravnholt.

Lene Aalestrup.

e-max.it: your social media marketing partner