- Tirsdag, 3. oktober 2017
Byrådet i Rebild kommune skal til at beslutte, hvordan den fremtidige skolestruktur i Støvring by skal se ud.
Derfor er der begyndt at dukke læserbreve op i de lokale medier, om hvordan vi skal håndtere denne fremtidige skolesituation.
Som formand for Børne- og Ungdomsudvalget, som har det politiske ansvar for skolerne i kommunen, vil jeg naturligvis bidrage til denne debat.
Vi er i den lykkelige situation, at elevtallet ifølge de seneste prognoser er stigende i Støvring by - glædeligt, men også en udfordring for os.
Fra forskellig side er der budt ind med holdninger og forslag om ”at vi endelig ikke skal bygge for småt!” og at vi skal ”bygge en helt tredje skole i byen” evt. en fælles overbygningsskole, i stedet for at udbygge de to yderst velfungerende skoler vi har i forvejen. Og som - meget praktisk - ligger i hver sin ende af byen, der hvor byudviklingen sker.
Jeg mener ikke tiden er inde til at bygge en tredje skole i Støvring.
Prognoserne er for usikre efter min mening, da det vil kræve et stadigt stigende antal tilflyttere til byen hvert år i mange år fremover - ja, måske de næste 20 år. Ellers kan vi risikere, at stå med ”tre halve skoler” om nogle år.
Ca. 100 unge menneske siger ”pænt farvel” til folkeskolerne i Støvring hvert år. Dette tal skal ikke kun udlignes af nye børn, for det giver mening at bygge en tredje skole (min. to spor) Tilstrømningen af nye elever skal være meget større, måske 150 børn! Hvert år!
Kan vi regne med, at det vil ske - ikke ud fra de tal vi kender.
”Hvad så med at bygge en fælles overbygningsskole for Bavnebakkeskolen og Karensmindeskolen?”
De skolefolk (og forældre) jeg har talt med både lokalt i byen og rundt om i landet, hvor man har afprøvet denne løsning, er langt fra entydigt positive.
Begrundelsen og bekymringen herfra lyder, at de allerede eksisterende skoler mister deres faglige dynamik og progressivitet, og den sociale læring, hvor mindre børn lærer af og spejler sig i de ældre elever går tabt, hvis overbygningsklasserne forsvinder.
Så den løsning er ”no go” for mig.
Min opfordring til mine politiske kolleger i byrådet, og de mange, der håber på at blive valgt til november, skal derfor lyde.
Lad os nu lige få lidt ro på og i første omgang få afsat de 24 mio. som de nødvendige tilbygninger og investeringer der er helt nødvendige, så Bavnebakkeskolen og Karensmindeskolen kan rumme den stigende elevtilgang, vi ved, der kommer.
Dog først om nogle år.
Af Klaus Anker Hansen, Den Sociale Fællesliste (L),
formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Rebild Kommune




