”Jeg er lykkeligt forelsket i livet. Taknemlig for det, som det har givet.” Sådan synger den svenske sangskriver Mikael Wiehe på et af hans numre. Og han fortsætter: ”Jeg vil bare være en gammel mand, I ved sådan én, som gør dét, så godt han kan, som holder hovedet koldt og hjertet varmt, og som tror på solidaritet og kamp.” Med den tilgang ønsker jeg at stille op til kommunalvalget i Rebild Kommune til november, fordi jeg gerne vil gøre en forskel og være med til at bære vores fantastiske kommune i den rigtige retning.
Jeg kom til Støvring i 1985 og er i denne sommer flyttet til Skørping. I alle årene har jeg arbejdet inden for skoleområdet i daværende Støvring og nu Rebild Kommune, og gennem de seneste år har jeg også arbejdet inden for det skolepolitiske område gennem Skolelederforeningen. Sidstnævnte har vakt min politiske interesse, som jeg nu med 32 års erfaring i lokalområdet har lyst til at folde ud på et lidt bredere niveau.
Jeg har valgt Socialdemokratiet som mit parti, og i valgkampen vil jeg sammen med Bruno Nielsen og Poul Erik Nørnberg føre valgkamp under overskriften ”3 stemmer for Støvring og Skørping”. Det skal ikke opfattes som et forsøg på at skabe kamp mellem land og by, men det skal opfattes som et forsøg på at give Rebild Kommunes to største byer en politisk stemme til glæde og gavn for hele kommunen. Det er en invitation til et bredt samarbejde!
I sidste uge gik vores nye Facebookside ”3 stemmer for Støvring og Skørping” i luften. https:www.facebook.com/3stemmer/ Den er under opbygning, og her vil Bruno, Poul Erik og jeg frem mod kommunalvalget dele vores politiske holdninger og fortælle mere om os selv, samtidig med at vi tager aktivt del i valgkampen ved at være på gaden, deltage i vælgermøder, lave indlæg til pressen m.m.
I håb om en god og sober valgkamp!

Af Peter Hansen,
Sætervej, 9520 Skørping,
byrådskandidat for
Socialdemokratiet
i Rebild Kommune.

e-max.it: your social media marketing partner