- Tirsdag, 23. maj 2017
REBILD: Familiens frihed og ret til at bestemme selv, er vigtig og bør understøttes.
Derfor havde RebildListen, Det Konservative Folkeparti og en gruppe forældre sat hinanden stævne, for at diskutere muligheden for at lade den kommunale betaling følge barnet, hvis børnefamilierne ønsker at passe egne børn fra 0-5 år i hjemmet.
En del andre kommuner har allerede åbnet op for den mulighed. Derfor har en aktiv forældregruppe taget initiativ og henvendt sig til politikere i Rebild Kommune for at få samme mulighed.
Det giver rigtig god mening og øger fleksibiliteten og valgmulighederne for mange børnefamilier.
Set ud fra de udfordringer der er på pasningsområdet, kan denne mulighed ydermere bidrage til at aftage presset på daginstitutionerne. Dog er det primære i denne henseende, at familien får mulighed for at vælge den rette løsning for netop deres familie mens deres børn er små, og hvor de måske ønsker at sætte farten ned for en stund.
Uanset ønske, så er det vigtigt, vi i Rebild Kommune også giver børnefamilierne frihed til at vælge, og det kan vi understøtte ved at lade pengene følge barnet. Vi håber, at vores kollegaer i byrådet kan se fornuften og bakke op om det gode tiltag, en gruppe børnefamilier har igangsat.
Tak for jeres aktive indsats for at skabe mulighed for større fleksibilitet hos børnefamilierne her i Rebild – Det bakker vi i den grad op om. Vi får sat gang i processen og håber på en god og konstruktiv drøftelse af, hvorledes vores model i Rebild Kommune skal se ud.
Forældregruppen er klar til at tage en snak med andre partier, samt forældre der kunne have interesse i at høre mere om tankerne bag initiativet.
RebildListen, Det Konservative Folkeparti og repræsentanter fra forældregruppen

