Bjarne Laustsen (A), MF

 

Kære Harald Nyborg. 

Det er ikke sikkert, du ved det, men jeg har faktisk været kunde hos dig i mere end 60 år.

Jeg ved også, at du er kommet til verden via den familie, der ejede Daells Varehus. Det var tider dengang, når julekataloget kom, og min mor kunne skrive julegaverne hjem. Jeg nåede også at besøge Dalle Valle, inden det lukkede. Det var forløberen for alle de varehuse, som vi kender i dag, som Salling m.fl.

Første gang var postordre. Jeg skulle bruge et topnøglesæt, og jeg har det endnu, selv om top nr. 19 knækkede på grund af en genstridig hjulbolt.

Jeg købte også den sidste elcykel for 12 år siden, da de udgik af sortimentet. Jeg købte selvfølgelig en ny, da I lavede en ny afdeling i Støvring. Begge cykler kører perfekt, om end jeg slog en forlæns saltomortale på den nye, fordi jeg kom til at tage forbremsen i stedet for den bageste.

Det er blevet til rigtig mange gode handler med god service og betjening af dygtige medarbejdere.

Hvor vil jeg så hen med det? Jo, du giver udtryk for, at vores veje må skilles, fordi du hellere vil være i udlandet. Helt ærligt, det kan jeg ikke forstå. Du kommer til at miste en masse gode kunder.

Jeg synes også, at grunden til succes, som jeg ikke er misundelig på, hviler på, at vores skole- og uddannelsessystem gør, at ikke bare du, men alle andre virksomheder i Danmark kan få al den veluddannede arbejdskraft, som I har brug for. Det er faktisk den bedste erhvervsstøtte, man kan give til de virksomheder, som vil starte op og drive virksomhed her i Danmark.

Pointen er, at vi i Danmark har valgt at sige, at alle uddannelser er gratis. Det skal ikke være mor og fars pengepung, der bestemmer, om der er råd, men kun evnen og lysten hos de unge.

Hvis vi kommer dertil, at det er synd for de rige og dem med de bredeste skuldre, at de ikke også skal betale efter evne, så er der kun de fattige til at betale gildet, og så bliver der brugerbetaling over det hele.

Det bliver vi som samfund ikke rigere af – tværtimod.

Danmark er netop blevet ét af de mest lige og mest rige samfund i verden. Det gælder både de unge og ældre, ja selv dig, Harald Nyborg. Jeg tænker, det skal nok gå for dig. Se blot på din nabo Jysk, som ikke har planer om at flytte og gerne vil betale til det samfund, vi kender og holder af.

Det både håber og tror jeg, mange vil tænke over, når krydset skal sættes d. 24. marts.

e-max.it: your social media marketing partner