Min kone har fået en rollator. Et fantastisk hjælpemiddel!

 

 

Af Hans Bjørn, Rypevej 24, 9575 Terndrup

 

Ja, min kone har været uheldig at falde denne sommer og få langvarige skader. Skaderne afhjælpes bl.a. ved hjælp af en dygtig fysioterapeut, der kommer til os i hjemmet. Desuden har Rebild Kommune stillet en rollator til rådighed. Super!

Så nu kan min kone deltage i den daglige gåtur. Ikke gennem Terndruplund, Mølleskoven eller ud på grusvejene på Terndrup Hede. Det må jeg stadig selv klare, men vi kan følges en tur rundt i Terndrup!

Herfra hvor vi bor, er der et udmærket stisystem med rimelig asfaltbelægning! – Nå ja - og så er der jo naturligvis fortovene! 

Fortovene giver udfordringer! Af højeste klasse! Hvis der findes en strækning, hvor alle fortovsfliser ligger jævnt, så har vi ikke fundet den endnu. Om den findes, er vi noget tvivlende overfor.

Hvad er så grunden til, at alle fortove synes ujævne og besværlige at gå på, for eksempel når man bruger rollator? Ja, en af forklaringerne er helt sikkert, at mange billister mener, de har behov for at parkere den ene side af bilen på fortovet. Det trykker grangiveligt fliserne, sådan at de kommer til at vippe og stritte i alle retninger. 

I Rebild Kommune accepterer man tilsyneladende, at bilisterne finder parkeringsmuligheder, der generer især fodgængere med barnevogne og rollatorer - og desuden ødelægger fortovene. Hvis man indførte en bod for denne ulovlige parkering, melder jeg mig gerne som ”parkeringsvagt”! 

For altså - det er ret træls, når både fortovene ødelægges og vejen for de gående bliver spærret.

e-max.it: your social media marketing partner